Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anathon Aall: Ibsen og Nietzsche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anathon Aall.
til forgjængere. En fin iagtlagelse hos Nietzsche fortjener at
nævnes i denne sammenhæng: «Vi er saa gjerne i den fri
natur, fordi den ingen mening har om os.» Ytringer som
disse hjælper os til at forstaa, hvor Nietzsche egentlig vil
hen med sin antimoralisme. Den er hos ham som et suk
om fred, fred for alle plagsomme forbedrings- og formynderi
foranstaltninger, som i sedelighedens navh præsenteres ved
hvert hjørne. Fri skulde man faa lov til at være, føle sig
fri i sin moralske tilværelse, ligesaavist som man drager aande
uden al lade sig udstede fuldmagt dertil af sundhedspolitiet.
Der ligger imidlertid hos Nietzsche ogsaa en positiv mod
strid mod de bestaaende grundsætninger, idet han skriver:
«De frie, sterke instinkter hos det oprindelige menneske, under
trykker- og ødelægger-instinktet vendte sig mod subjektet
seiv, mod indehaveren af disse instinkter; det er oprindelsen
til den onde samvittighed», og han betegner dette som sleg
tens grösste unheimlichste Erkrankung.
Altsaa dette er Nietzsches billede af menneskeheden: fra
først af et frit væsen, som naturlig fulgte sine instinkter og
hævdede sig, enhver nøiagtig saa meget som han formaaede.
Derpaa det sygelige omslag: Man overser, ja kjæmper mod
selvopholdelsesdriften og tilsvarende følelser. Deraf livets
ynkelighed.
Nietzsche ved kun én udvei: Restitution til de gamle
idealer. Egoismen maa ikke gjøres til noget slet; det slette
er fremdeles, hvad det var fra først af: det svage. Men red
ning fra svaghed ligger netop i egoismen. Herreinstinktet
maa igjen komme til sin ret. Det koste hvad det koste vil.
Medlidenheden er saa dømmer Nietzsche med La Rochefou
cauld — ingen dyd, men noget uværdigt, en tribut til svagheden;
den haarde, kanske ofte grusomme gjennemførelse af herre
moralen er slegtens forløsning ud af det uføre, den moderne
slavemoral og massekultus har bragt os i. Med det udbytte,
slegtens historie har bragt, maa vi kunne fæste blikket ved
et høit maal, slegtens høieste maal; frembringelse af over
mennesket.
Hvorledes Nietzsche personlig var, navnlig i henseende til
medfølelse ogalmindelig menneskelig godhed, del er noget, man
vil kunne holde udenfor undersøgelsen her. Som bekjendt var
han seiv nærmest blød og mild af natur. Men det er hans
teorier, det her kommer an paa. Blandt hans efterladte op-
288
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
