Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Vogt: Paa reise med Henrik Ibsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nils Vogt.
nødent blev med stor tjenstvillighed og opmerksomhed fra
det svenske jernbanepersonales side bragt ind i digterens
kupé, den han paa hele reisen gjennem Sverige fik beholde
alene, skjønt der var mange reisende.
Da vi andre passagerer, som ikke kunde gjøre krav paa
nogen ekstraforpleining, om morgenen kom ud fra restaura
tionen paa Gøteborgs banegaard, stod Ibsen i vognvinduet og
viftede med et telegram. Det viste sig at være fra det konge
lige teaters litterære chef, professor Peter Hansen, og inde
holdt en lykønskning til, at Ibsen af Danmarks konge var
hædret med Dannebrogsordenens storkors. Under samtalen
om denne nyhed udtalte Ibsen bl. a.: «Jeg erindrer i øie
blikket mange nordmænd, som er riddere og kommandører
af Dannebrog, men ingen, som har storkorset.» Hertil kunde
der været svaret men blev der af forskjellige hensyn ikke
svaret at minister Fritz Wedel Jarlsberg nogle faa aar
forud havde faaet denne udmerkelse, men han var vistnok
ogsaa den eneste nordmand, som i øieblikket var indehaver
af denne grad.
Det spørgsmaal har vistnok nogen liver gjort sig seiv,
og man har nu atter seet det opkastet offentlig: Hvorledes
skal man forklare, at Henrik Ibsen, som i sin digtning aldrig
var paavirket af noget andet hensyn end det strenge sandheds
krav og de høieste moralske værdier, hvorledes forklare, at
han personlig kunde lægge vegt paa det, som saa ofte giver
en meget falsk maalestok for menneskenes værd og for de
virkelige livsværdier? Skulde kanske förklaringen være den,
at der fra fattigdommens ogmiskjendelsens dage sad igjen hos
ham en brod og derfor ogsaa en lyst til at vise dem, som
rangerede samfundsværdierne efter en ham fremmed maale
stok, at han, aandens stridsmand, kunde naa tiltops ogsaa
paa de høider, som hine havde sigtet mod, men kanske ikke
evnet at naa? Han havde jo ret til at føle sig som høvdingen,
men var ikke altid behandlet som høvding. De, som ikke
forstod og ikke bøiede sig for hans verker, de vikle kanske
forstaa og bøie sig for hans Storkors? Mente han dermed
at have faaet revanche for meget, som vel ikke altid var ondt
ment, men som han med sit vagtsomme sind dog havde følt
sig stødt af? I den leir, som hyldede ham efter «De unges
forbund», men som senere ansaa ham for en frafalden, var
der dem blandt de gamle venner, som hevnede sig ved at
give Ibsen opnavnet «giftblanderen». Redaktør Friele fortalte,.
330
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
