Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Henrik Ibsens fremtidsdrøm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«Nystemt vaarsang er at høre
gjennem tiden gaa; — 1
lydhørt er en sangers øre;
nyn rnaa han forslaa.
1 Udhævet her.
Chr. Collin.
som ved kristendom mens frembrud, da Memnon-støtten for
første gang begyndte at synge viser os Henrik Ibsen i
hans lykkeligste og kraftigste alder, fra 1867, da han skrev
«Peer Gynt», til 1873, da han udgav «Keiser og Galilæer»,
Han følte sig nu ikke længere som en Skule, men snarere
som en Haakon, bærer af en samlingstanke. Men denne
tanke om en förening af hedendom og kristendom var for
øvrigt ikke den eneste af den nye morgenrødes syngende og
stridende fugle. I «Brand» og «Peer Gynt», ligesom allerede
i «Kongsemnerne» ligger en anden og mere velkjendt sam
iings-tanke til grund for Ibsens syn paa fortidens og sam
tidens nordmænd, nemlig den skandinaviske tanke
om de tre nordiske folks opgaaen i en «høiere enhed», en
nordisk eller skandinavisk nation. Af det bekjendte digt til
Norges tusenaarsfest i 1872 ved vi, at Ibsen omfattede denne
skandinavismens drøm med lidenskabelig styrke just ved
den tid, da han fuldførte dramaet «Keiser og Galilæer». Det
er derfor sandsynligt, at Ibsen seiv følte det indre slegtskab
mellem den skandinaviske samlingstanke og den religiøs
filosofiske samlingstanke om «det tredje rige».
Begge disse drømme viser os Ibsen som en selvstændig
tænkende elev af den hegelianske filosofi. Som vi kan se
baade af hans digte og af hans breve, opfattede han ikke
den skandinaviske enhed som et forbund af tre liver for sig
særprægede og selvstændige nationer; men snarere som de
tre folks opgaaen i en ny, formentlig høiere og mere «hel»
nationalitet, som preussernes, bayrernes, sachsernes og de
andre stammers opgaaen i en stor tysk nation. Altsaa
skulde de tre nordiske nationer forsvinde som nationer for
at gaa op i «en høiere enhed».
Af Ibsens breve, sammenholdt med hans digte, ser vi,
at denne form af skandinavisme stadig paany dukkede frem
for ham som en del af «det vordende» eller «det kommende».
Det er vel nærmest skandinavismen, han tænker paa, naar
han i 1875 i sin «Sanger-hilsen til Sverige» udbryder i disse
ord, som minder om Memnon-støttens sang:
392
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
