Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Lie: Fabelen om Paris
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Erik Lie.
gadeuorden, har ikke adgang til at erlægge pengene paa
stedet. Han maa vente, til han atter indkaldes, og da er
den ene franc pludselig ved sin gang gjennem de mange
kontorer blevet forvandlet til 11 francs.
Hele Dreyfusaffæren turde forøvrig være et vidnesbyrd
om, hvor haabløst indviklet det franske retssystem er.
Paris er ikke en moderne by i den forstand, at den er
en borgerby med borgerlige fornem meiser. Den er en rig
mandsby, hvor alt er indrettet for og efter pengeadelens trang
og behov. Har man tilstrækkelig penge, er man med. Har
man ikke, er man i den by mere udenfor end kanske
noget andetsteds. I Berlin f. eks. kan man for en rimelig
penge deltage i alslags forlystelser og man er efter endt
teater- eller koncerttid i sit hjem før midnat.. I Paris be
gynder teatrene kl. Va 9 og slutter mellem 12 og 1, akkurat
naar omnibusser og tramways er ophørt at kjøre. Og bil
letterne koster det dobbelte. En almindelig borger, som skal
i sin forretning den næste morgen, har hverken tid eller
raad hertil.
Middelstanden med de jevne indtægter deltager da heller
ikke i større udstrækning i de offentlige fornøielser. Teatre,
varietéer og lign. er baseret paa et publikum af pengefolk
og paa den uhyre fremmedstrøm, som hver dag lig en
kjæmpemæssig ebbe og flod skyller ud og ind i verdens
staden. Heraf kan et saadant fænomen forklares som Théåtre
FranQais’ repertoire. A.ar ud og aar ind spilles de samme
stykker Corneille, Racine, Moliére, Musset og yderst
sjelden antages eller opføres noget nyt.
Det er heller ikke pekuniært seet nødvendigt, idet
publikum stadig fylder lokalet, evig skiftende og vekslende.
Paris er i det hele som teaterby betragtet forlængst agter
udseilet af f. eks. Berlin. Paa de tyske teatre vil man i løbet
af en sæson faa et oversyn over, hvad der tænkes og føles
saa at sige i hele verden. Paa pariserscenerne er det kun
og udelukkende de specifikt franske hjerner, som boltrer sig.
Jeg bruger med vilje udtrykket «boltre» sig. For synderlig
dybt stikker ikke de digteriske evner hos vore dages franske
skuespilforfattere. De leger jonglørmæssig paa overfladen,
og de har altid et klogt og beregnende øie ud til sit publikum.
Synderlig høit vidner jo ikke det om fransk teatersmag,
at Shakespeare kun saavidt paa én scene (Théåtre Fran-
432
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
