Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Jens Peter Jacobsen - III (Forts.) - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vilh. Andersen.
da det er sandhed. Som Fennimore netop i sin skuffelse
viser, at hun dog har lært noget af Niels, maa nutildags
enhver, der skriver her i Norden, seiv om han ikke ved deraf,
kunne forstaa, at han har lært noget af «Niels Lyhne». Det
var Jacobsen en trøst, at netop denne bog, der havde gjort
mindre virkning end «Marie Grubbe», i høieste grad havde
opfyldt Henrik Ibsen.
Saa individuel som Jacobsen er i sin psykologi, er han
som bekjendt i sin stil. Det er en stil, der, som Monrad
siger, behandler et stykke pindebrænde som et individ.
Stundom kunde han seiv faa en fornemmelse af, at han
gjorde formeget af det. «I hugger al livsens tømmer op i
tankespaaner 1 tilhobe», siger Marie Grubbe med rette til den
slemme stilistiker Sti Høg. Og andre har sagt det samme.
Kraftige og usammensatte naturer har altid følt sig frastødt
af optrevlingen i Jacobsens psykologi og pindehuggeriet i
hans stil. «Nu hugger vi vor bøgeskov til pindebrænde»,
udbryder Drachmann i sit mindedigt over Grundtvig fra 1883.
Jeg tilstaar, det er mig heller ikke muligt at føle blot
beundring for en arbeidsmaade, der bruger en efter
middag om at faa seks linier til at hænge sammen. Jeg ser
nyheden i denne stil, men ikke dens friskhed som om guld
terninger faldt paa en nyskabt jord, som en af hans samtidige
har sagt. Der er sølvalderskunster i denne stil, med spor
af «tidens vanart og afbidte negle», som de praktiske
romere siger. Det er ingen fornøielse i den nylig omtalte
skildring af Fennimores sjælekval, bedst som man er revet
med af synets storladne sandhed, at høre denne bjelde klinge,
at «hendes tanker kom som ravne, lok k e d e a f hende s 1 y k
kes lig»; thi her behøves virkelig ingen alliterationer. Og
saaledes er der, som enhver ved, fuldt i Jacobsens stil af
klingende bjelder og stiliserede blækklatter.
Alligevel maa man nok takke ham til for hans særhed,
da den er det radikale udtryk for fordringen om en per-
1 Ordet seiv er stilistisk fund, fra Leonora Christines indskrift paa
hendes ligpude; «Hvor mangen tankespaan og hjertens sukkeknude til
sammen tiettet er paa denne brudepude!»
454
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
