Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Henrik Ibsens fremtidsdrøm. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsens fremlidsdrøm.
Saa langt ialfald som til 1887 og sandsynligvis endnu
længere holdt Ibsen fast ved sin gamle drøm om et «tredje
rige» og en ny tidsalder, den af Hegels romantiske ud
viklingslære inspirerede drøm, som vi har fundet et tydeligt
spor af allerede i Memnon-støttens sang i «Peer Gynt». 120
aar i det mindste fastholdt Ibsen denne drøm, og det just i
de aar, hvori den betydeligste del af hans nutidsdramaer
blev til.
Det kam altsaa, mener jeg, fastslaaes som sikkert, at en
stor, romantisk drøm om en verdensomvæltning, hvori gamle
institutioner og ideer vilde «ramle» («Hei, hvor ideerne da
vil ramle!»), og hvori stat og samfund i de nuværende former
vilde gaa under for at opstaa paany i en mere syntetisk
form, og hvor poesi, religion og filosofi vilde gaa tilgrunde
som saadanne og gaa op i en os ukjendt høiere enhed,
denne drøm ligger til grund for hele Ibsens dramatiske digt
ning i de tyve aar fra 1867 til 1887 i det mindste.
Ud fra denne kjendsgjerning vil der sandsynligvis falde
et klarere lys over mangt og meget, som er dunkelt i Ibsens
digtning. Vi forstaar ud fra denne Ibsens inderste hemmelig
hed, at han saa med knusende ringeagtpaa sin samtids liberale
reformbevægelse, enten det var i Gladstones England eller i
Johan Sverdrups Norge. Liberale reformer, det var jo
det rene pusleri imod den store verdensomvæltning, som
skulde komme ved tingenes egen iboende logiske selvudvik
ling. Henrik Ibsen sad og ventede trofast og troskyldig paa
denne store begivenhed; i mindst tyve af sin manddoms aar
levede han, kan man vel sige, paa denne drøm; og udsættel
sen eller forsinkelsen synes ikke at have pint ham. Thi han
var vel nærmest en kontemplativ natur, og virkeliggjørelsen
af drømmen, som vilde medført nødvendigheden af at tage
parti i dagens strid og binde sig til en bestemt form for
«det vordende», vilde antagelig have været ham en skuffelse.
At Henrik Ibsens store fremtidsdrøm aldrig gik i opfyldelse,
idetrnindste ikke i hans egen levetid, forskaanede ham for
en endnu langt større skuffelse end den, han led, da Gari
baldis og det unge Italiens drøm om Rom som Italiens
hovedstad var blevet til en virkelighed. (Brev til G. Brandes,
20de decbr. 1870.)
Ibsens indre udvikling blir forstaaelig, naar vi gaar ud
fra, at den hegelske tankegang lige fra hans studenterdage
487
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
