Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Henrik Ibsens fremtidsdrøm. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«Men er det i raaddenskabs sumpe vi gaar,
jeg raaber ei ak eller ve
over hver en hrammende giftblomst, som staar
i fylde paa tidens træ.
før brister ei væg og tag.
paa tidsløgnens yderste dag!»
Chr. Collin.
overstrømmende lykkelige øieblikke har talt aabent ud om
sine fremtidsdrømme.
Naar han i skuespii som «Et dukkehjem», «Gengangere»
og « Vildänden» synes ensidig at more sig med billeder af
det gamle samfunds og specielt familielivets opløsning, maa
det ikke glemmes, at den romantiske drøm ligger bag, at
efter opløsningen af de nu bestaaende samfundsformer vil
der opstaa nye.
Og naar Ibsen ser overveiende mørkt paa nutiden eller
det bestaaende samfund, da hænger dette sammen med den
romantiske opfatning, at jo mere raaddent, des mere modent
for en revolutionær nydannelse. Jeg kunde fristes til at sige,
at Henrik Ibsen paa sit vis saa overmaade lyst og optimistisk
netop paa det bestaaende samfunds «raaddenskab». Han
glæder sig over den, han nyder den, han ligefrem rendyrker
den i sin fantasi, fordi han drømmer om, at just af den
fuldmodne raaddenskab vil en ny tidsalder fremgaa. Det var
muligens i sin tid ret god historisk filosofi at tænke sig, at
den kristne middelalders nye tid fremgik af den græske og
romerske oldtids forfald og «raaddenskab».
Denne historiske filosofi finder vi overmaade klart ud
trykt af Ibsen i digtet om Abraham Lincolns mord fra 1865;
Og lad kun «systemet» faa vrængt sig om;
des før kommer hevnen og holder dom
Allerede i 1865 forkyndte Ibsen, at en verdensfornyelse
var nær.
«Nu varsler det mod foryngelsens stund
nu stiger der pest fra den svampede hund.»
1 den her udhævede linje har vi vel det første ligefremme
udtryk i Henrik Ibsens digtning for drømmen om en stor
omveltning og foryngelse, den samme drøm, som to aar
senere dukkede gaadefuldt frem i Memnon-støttens sang i
Lad ormen kun huie. Før skallen er tom,
492
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
