Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Aagot Ræder: Et træk af Gunnar Heibergs digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
41 Samtiden. 1906.
Et træk af Gunnar Heibergs digtning.
bred muld, men nok til, at af den kan gro en kvindelig per
sonlighed; «for,» siger hun, «disse ord har været som en
glad ro indi mig, det eneste, som bandt mig og gjorde
mig tam.»
Saa vår er hun om sin naturs lille, kuldskjære barn.
at seiv de mænd, hun er omgivet af, hvis lyster det staar
iveien, uvilkaarlig hjælper hende at værne om det; og da en
tung haand udenfra griber om denne saare streng og river
den over, da raaber de alle i rædsel, de ser, de føler: nu
gaar hun under.
Flammen, der steg saa klar og lysende i tante Ulrikkes
og Helenes hjerter, er hos Anna en stille glød, som slukner.
Tilbage blir kvinden uden denne indre glød; hun blir
midtpunktet i Heibergs næste drama, «Balkonen», stundens
drama, mands og kvindes frie, hensynsløse møde, midtre
blad i det livets trekløver, som til den ene side bærer fødsel,
til den anden død.
Men livet er mer end stunden; Abel har drukket sig
utørst af dens opkomme; trangen vaagner hos ham til at
bruge de frigivne kræfter; en tanke stiger af den klarnede
hjerne, hans øie følger dens dugt, han bryder ud i tak til
morgenen over menneskelivet. «Men aldrig maa vi hvile,
aldrig stanse; hvile er sygdom, stanse er døden for hvert
menneske. Ikke sandt?» vender han sig til Julie; hun
svarer: «Men kjærligheden?» da føler han det, som han
skal lænkes fast til noget, han just er færdig med; han blir
uretfærdig, han haaner, for at gjøre sig fri: «Kjærligheden stan
ser menneskene, den gaar ikke ind i kulturen ... Vinder
kjærligheden, blir man blind, dum, uretfærdig . . .» Hun
siger: «Og jeg?» thi for Julie findes ingen vei udad i den
gryende dagnings spor; Antonio kommer; kredsløbet begyn
der paany; alter fuldbyrder sig hos manden livets, förvand
lingens lov; da roper hun: «Har ogsaa du civiliseret kjær
ligheden ud af dit hjerte? gaa gaa gaa!» Og han
lægger sin mægtige haand om hendes haar og trækker
hendes hoved bagover: «Nei, ikke endnu!» og i dette
greb ligger Juliedramaets fortsættelse.
601
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
