Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Aagot Ræder: Et træk af Gunnar Heibergs digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Aagot Ræder.
frigjort gjennem sit forhold til hende, er hun det først i
anden instans, fysisk gjennem barnet, psykisk gjennem
moderfølelse.
Denne løsning er det, en synes, dramaet uafvendelig maa
bære henimod, replik for replik nærmere; forventningen om
den skjælver i Erlings stemme, i Karens mismod, ja det er,
som om den bag dem er tilstede i digterens egen bevidsthed,
som om gjennembruddets tid var inde i Heibergs digt
ning ud mod nye, frie, menneskelige vidder.
Men taget glipper; det bærer ikke gjennem, kun i en
haabløs bagevje; der reiser sig i dramaet en uløselig, for
færdelig konflikt.
Karen er afskaaret fra sit væsens naturlige udløsning
fysisk, hun blir ikke mor; hun er afskaaret derfrå ogsaa
psykisk: hun er uden moderfølelse; hun er end yderligere
afskaaret rent almenmenneskeligt, hun er helt lænket til sin
art, og dog just i den negtet fuldbyrdelse.
Hun ligner forsøgsdyret, naar man fjerner et organ for
at blive klar over dets vitale betydning.
Og dramaet afmerker træk for træk den opdæmmede
kraft, som nu raser mod sit stængsel; vist tilbage derfrå,
hvor den mente übegrænset at kunne sende sin flom
af kræfter, styrter følelsen tilbage, tager et nyt løb i
ring, i ring, blir en malstrøm, hvori alt rives med og gaar
tilgrunde.
Karen gjennemgaar alle det opdæmmede kvindelige
følelseslivs syge overgange; de hysteriske stemninger, som
samler sig, bryder løs, stilner, «til natten har øst mig
fuld paany af sin svarte brønd», stiger igjen, bryder ud
over i vilde ord, i tøilesløs handling.
Livet kjender denne Karen af dramaets sidste akter; det
tier helst med sin hemmelighed; nerveanstalten, asylet tager
den op, gjemmer over den, barmhjertig, tyst.
«Balkonens» motiv: kjæiiigheden, rendyrket som elskov
og knyttet til den kvindelige natur, er i «Kjærlighedens tra
gedie» taget op paany; i «Balkonen» gjengivet i enkelte mo
menter, i brudstykker, hvis fortsættelse kun antydes, er
det i «Kjærlighedens tragedie» ført videre, bredere, rigere,
604
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
