Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andr. M. Hansen: Tidens tanker. Nordisk gudelære
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Andr. M. Hansen.
fælles dødsrige hører mørke og kulde. Grækerne har saaledes be
gyndt med forestillingen om døden som overgang til et nyt
liv omtrent i samme former som det paa jorden, kun mere
mørkt og skyggeagtigt, i Hades. Det oldpersiske dødsrige laa
i nordens kolde egne og var fyldt med mørke og uhygge.
For den babyloniske hedentro ligesaa, et underjordisk land,
hvor man «intet ser», som det Ishtar gjorde sin helfærd til.
Kommer man til den jødiske forestilling, skiller den sig fra
først af ikke væsentlig fra dette. Det gamle testamentes sheol
var et underjordisk sted fuldt af mørke og haabløshed, og i
det nye testamente förekommer først «det yderste mørke»
med «tænders gnidsel» af frost som i den jødiske Talmud.
Først senere kommer et helt andet dødsrige ind, et bræn
dende Gehenna, et ombytte, som falder vanskeligt for ortodokse
teologer.
Fuldstændig ind i denne almindelige række føier sig nu
det oprindelig nordiske dødsrige: Hel, det som skjuler
sproglig svarende til et sanskrit-ord kali for mørke. Der føres
her et skyggeliv fælles for alle, onde som gode i Niflheim,
det mørke Hel, under jorden, mod nord, hvortil man kom
gjennem mørke og dybe dale.
Saa kom der op en forskjellig forestilling som ogsaa
kjendes spredt, hos de forskjelligste folkeslag jorden over. Ved
siden af en mere trist end netop skrækindjagende skyggetil
værelse kommer der et nyt dødsrige frem i Norden vist
nok ikke kun i Norge, som Schoning mener. Det er Jotun
heimen, jøtnernes hjem. Ogsaa her herskede kulde, men
ogsaa fæl stank, der sugede Nidhog de dødes lig, her fandtes
ligslugeren Hræsvelger, did kom man gjennem naagrinden,
liggrinden, som vogtedes af hunde som Kerberos: «garmar,
hvis glubskhed ikke før er seet i verden», her holdt Fenris
ulven til. Jøtnerne seiv er bogstavelig æderne - - ligæderne
som de i sene sagn er menneskeædere.
Disse skrækkelige væsener er mytiske udtryk for den rædsel
for døden, som findes overalt i folketroens primitive fore
stilling efter min mening knyttet til ligets fæle forraadnelse,
som forestillingen om kulde og mørke vel til dødskulden og
det brustne øie, de først merkbare dødstegn. Det er videre
sandsynligt, at denne tilstand efter døden tænktes ogsaa i
Norden særlig gjældende for dem, som ikke blev ordentlig
326
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
