Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Johan Nordahl Brun og Bergen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
prisen, lyder saaledes :
Johan Nordahl Brun og Bergen.
biskop under Irgens’ utjenstdygtighed og 1804 fik sin ordent
lige udnævnelse til embedet.
Bruns personlighed havde allerede gjort indtryk i
Kjøbenhavn. Han var en særdeles statelig mand, han op
traadte med en selvfølelse og myndighed, der tiltog med aarene
og den lykkelige karriere, og han var i besiddelse af en vel
talenhed, som alle har maattet anerkjende.
Ved siden heraf var Brun ikke besværet af nogen over
flødig lærdom. Han var en praktisk mand, vidste at indrette
sig, kunde være meget elskværdig, nåar han vilde, og gjorde
sig ypperlig gjældende i det selskabelige liv 1. Hans oratoriske
kunst virkede lige fortræffelig, enten den produceredes paa
prækestolen eller ved gildebordet 2.
I Kjøbenhavn havde man ligeoverfor den imposante nord
mand smilt lidt ved siden af. I Bergen smilte man ikke.
Den bergenske vittighed fik ikke tag i Brun. Grunden var
vel den, at Bruns svagheder navnlig laa paa et felt, hvor de
allerfærreste bergensere kunde dømme. Hans lærdom og
hans dannelse var med alle sine huller just saa stor, at lian
kunde gaa uantastet i Bergen. Og han forlangte paa sin side
ikke i større grad at udvide det bergenske selskabs horisont.
Han var med andre ord saa taalelig afpasset for b^en.
1 Om Bruns planer kan man gjøre sig en mening efter en udtalelse i
hans mindetale over Fasting: «1771 tog atter vor ven (Fasting) til Kjøben
havn: at arbeyde for skuepladsen, og hans haab om lykke var ikke ugrundet —.
Her mødte vi atter hverandre paa valpladsen, og atter vare vore planer
kun altfor meget hverandre lignen.de.»
2 Hans værdighed var parret med gemytlighed. Han forstod udmerket
at anlægge sit væsen efter situationen. Et lidet træk fra P. A. Heibergs erin
dringer fra hans ophold i Bergen er karakteristisk. Der sad dengang den unge
danske og digtede viser sammen med den værdige geistlige: «En aften havde
vi siet ingen nye viser. Brun föreslog da for mig, at vi skulde digte hver sit
impromptu. Hans vers har jeg glemt, men mit, hvilket Brun seiv tildømte
Philosopliens skaal! God tåar!
Hver sit glas maae tømme.
Verten tomme flasker faaer;
deraf kan han dømme,
om ei, trods den vise, vi
Vacuum har funden.
Hurra! Vor philosophie
laae paa flaskebunden.»
375
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
