Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Johan Nordahl Brun og Bergen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hjalmar Christensen.
Hans kristendom var meget grei. Han var ortodoks til
sin tid og gemytlig til sin. Han havde aldrig følt trang til
at granske. Han var ikke «studeret» nok til at blive ratio
nalist, eller hans anlæg gik ikke i den retning, men han var
endnu mindre mystiker. Han var simpelthen konservativ.
Ligesom han i skjønlitteraturen hyldede den a ner kjend te
retning, saa beholdt han i teologien dogmerne, men han ind
rettede sin prædike-tone efter tidens fornuftige og sentimentale
smag. En nyere kirkehistoriker har skildret ham saaledes 1 :
«Som en mur stod han mod rationalismen og fritænkeriets
stormløb, som en vældig kjæmpe brugte han de aandelige
vaaben uden nogensinde at ty hen til de kjødelige og verds
lige.» Intet kan være mere urigtigt, ligesom udtrykket «levende
kristendom», anvendt paa den celebre bisp, vidner om et
høist overfladisk kjendskab. Brun var saa «kjødelig» som
nogen rationalist, seiv om han ikke netop ligeoverfor Hans
Nielsen Hauge anvendte «verdslige» vaaben (han vilde gjerne
ha dem anvendt andetsteds!). En «mur» var han, for saa
vidt som man hermed forbinder en vis urokkelighed og
uimodtagelighed. Den smule dogmatik, han engang havde
annammet, den beholdt han. Men hans «mur» var ikke
udsat for stormløb 2. Han hørte til de ortodokse faar, som
dengang græssede fredelig ved siden af de rationalistiske
bukke. Rationalisterne havde god støtte i regjeringen, og
Brun var ikke den, som gjerne vilde staa i nogen opposition
mod magthaverne. Han kunde vel i almindelige ord tordne
mod tidens vantro, og da reaktionen begyndte at faa magten,
efteråt den franske revolution havde vist sig at være noget
mere end et smukt skuespil, var Brun saare kjæk mod alle
«nyhedsmænd» og saare ræd for, at der skulde findes noget
i hans egen fortid, der kunde gjøre ham misliebig. Der var
store glosser i «Einar Tambeskielver», om frihed og denslags;
dem aad Brun i sig i sit «Dramatico-politicum» (1794) det
var bedst at have dem forvarede. Han blev ogsaa konstitueret
biskop nogle aar efter.
En bibeltekst var for Brun en leilighed til at holde en god
tale, ligesom kongens fødselsdag var det eller en anseet mands
2 Af kirkelige stridigheder var det væsentlig den liturgiske feide, hvori
han deltog. Her forsvarede han de gamle kirkeskikke.
A. Chr. Bang: «Hans Nielsen Hange og hans samtid.»
376
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
