Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Johan Nordahl Brun og Bergen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 Udhævet her.
2 Maaske derfor ogsaa desto mere imponerende.
Johan Nordahl Brun og Bergen.
død eller et høifornemme besøg i Bergen. Brun hørte til
skuespiller-racen blandt presterne. Han var i sit es, «nåar
han kom paa stolen».
Seiv Steffens, der ikke just ynder ham, «tilstaar ham en
stor veltalenhed». «Men omendskjønt han bar den paa den
tid herskende orthodoxies lænker, saa vare disse dog saa stive,
saa aandløst opfattede (sic), saa overfladisk tilkalkede med
moderne sentimentalitet, uden sand indre følelse, saa huie
og tomme, at jeg ækledes ved dem.»
Pavels’s dom er mildere, men ogsaa han fremhæver sterkt
den «korporlige» art af Bruns veltalenhed. Ligeledes kan
man af hans bemerkninger forståa hvad man til overflod
vil se af Bruns trykte taler at disse, trods al ortodoksi,
har havt tydeligt slegtskab med dåtidens gjængse moral
prækener. Brun lod sig sikkerlig ikke bebreide, at han ikke
fulgte med tiden. Og da det æstetiske, effekten, rørelsen hos
tilhørerne jo dog var det væsentlige, saa kunde den lille
vanskelighed saa udmerket ordnes derhen, at dogmerne fik
sin ret, nåar de nævntes; de nævntes blot ikke for hyppig.
I 1812 hørte Pavels Brun tale i Korskirken «for en utæl
lelig folkemængde». «Det er virkelig en hjertens glæde at
høre den mand, hvorlidet man end kan bifalde alt, hvad
han siger. Prædikenen seiv overraskede mig i en Bruns
mund. Jeg troede ham ikke istand til, allermindst paa en
pintsedag, at holde en helt igjennem moralsk prædiken, uden
indblanding af noget dogma, og det gjorde han dog.» «Hist
og her faldt maaske behandlingen vel tør; ogsaa er hans ud
vortes gåver ikke saa aldeles heldige, nåar han docerer, som
nåar han vil røre eller ryste, men da er han uforlignelig.
En frem med, som ikke forstod et dansk ord, vilde
beundre ham.» 1
«Jeg læste idag,» skriver Pavels ved en anden leilighed,
«den prædiken, hvormed Nykirken for 20 aar siden indviedes
af biskop Brun. Hvad skrev han, hvori der ei var store
skjønheder, og ved siden af platheder og underligheder. Blandt
disse henhørte især de mange fremmede ord, der maatte
være almuen og den mindre cultiverede mand uforstaaelige 2,
ikke at tale om de billeder og lignelser af vört eget sprog,
377
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
