Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Giosué Carducci - III. Digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
28 - Samtiden. 1907.
Giosué Carducci.
v. Plåtens og Goethe’s rytmer han har f. eks. oversat
König von Thule. Og fra Herders Stimmen der
Völker har han indført ting, ligesaa fra Uhl and. Han
har ogsaa arbeidet med gammelfranske og spanske romancer.
Men sine betydeligste digte skylder han visselig ind
ilydelse fra V. Hugo, til hvem han ogsaa har skrevet
et begeistre! hyldningsdigt. Carducci har i dette forhold
endog været ude for beskyldning for plagiat; det er i det
hele betegnende for hvor nær efterligningen gaar det tillade
liges ytterste grænse, at den beskyldning undgaar vanskelig
en moderne italiensk kunstner; det hænger vel som regel
sammen med deres kloge blik for succes: nåar én kunstner
mener de vel engang har været heldig i sin tale, saa bør
alle tale ligedan, eller ialfald bygge saa tæt ind under hans
værk som muligt. Man har ialfald sagt om Carducci at han
har hyret sin røde gånger av V. Hugo. Men denne aar
hundredets fantasi-titan er ikke saa lige til at efterligne, et
geni saa ustanselig skiftende og bundløst skapende som bari,
hvor veltalenheden glir bred paa de lyriske syners flod.
Carduecfs styrke i lyriken er ogsaa veltalenheden, men uden
Hugo’s syners flom, uden det uudtømmelig billedskapende
væld. Carducci er en praktisk Italiener, som holder paa det
enkelte billede; dettes konsekvente udarbeidelsc og sobre
avpudsing er hans force. Men der er digte, hvor han viser
at han ogsaa har optat i sig noget av hans aand. Hvor er
f. eks. et digt som Panteismo (i Rime Nuoue) aabenbart bygget,
saavel i syn som i ytre anlæg, over et digt som Extase hos
Hugo! Seiv i den ikke helt formfuldendte, men dystre og
av Leopardi’s pessimisme fyldte første sonette In Santa Croce (i
Jiwenilia) til forfædrene som dog magted lidt, anklagende
samtiden som kun eier sarkofager av de store mænd – er
der en genklang fra noget slikt som gravhvælv-scenen i
Hernani; der er i det hele lidt Hugo hvergang over de besøg
i den gotiske spidsbue-kirke i Florens og der er hele fire
forskellige Santa Croce-digte; det historiens tunge, rugende
mørke er fra ham. Men særlig tror jeg dette er tilfældet
ved Carduecfs største digte, som det historiske Campi di
Marengo (i Rime Nnove). Han har der for et historisk vende
punkt fundet alvorlige, skæbnetunge rytmer, som varsler
fremmedvældets slut; der er lagt en groende lummer vaar-
429
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
