Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Giosué Carducci - III. Digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck.
nats anelse over det digt; fra hin nat i fiugt 1175 har han
hittet frem til den forventningsfulde stemme i et opstykket
folk, som samler sig: Blonde Germanere er jaget og paa
flugt; de stanser oj), studser, maaper som over en avgrund
og avgrunden er selve et vaagnende folks sjæl; og over
de jagede er der ulvenes uro: de veirer jo jægere ensteds i
synsranden. Canzone di Legnano omhandler en episode
fra samme tid og er av samme aand. Disse digte hører
uomtvistelig til de betydeligste i italiensk poesi.
Ogsaa Baudelaire har han hentet ting fra; han gor saa
ledes seiv opmerksom paa et billede han har laant i digtet
Yendette deila luna (i Rime Nuove).
Og i sit eget folk har han søgt bagover; allerede tidlig
er han klar over at han agter det (Juvénilia II). Han gik
tilbage til Ari o s t o’s og Tass o’s tid, til Dante, Pet rar c a,
Boccaeeio, og endog ned til middelalderen. Han
har været allesteds og ledt. Han betegner egentlig ikke paa
rioget omraade et brudd; han sidder ved sit skrivebord og
nitter varsomt sammen, hvad han tinder, ring efter ring.
Han har læst sine digtere, ligesom Horats og Romerne læste
sine græske klassikere: tog med sig hjem billeder og vendinger
og ideer.
Men Cardueei er en skønsom mand, nåar han tar med
sig hjem; og hans kritiske sans förhyr ham at ta slette for
billeder; om han søger, er han dog ikke i den grad paa vift
som f. eks. Annunzio; han er ogsaa fri dennes frastødende
blanding av folkeligt lefleri og artistisk gurmanderi, og han
proklamerer heller ikke et saadant produkt som «Vart
nouveau». Seiv om han savner hilledernes ødsle storm, som
V. Hugo: han syder dog som denne, og har heldige øieblikke,
da han gennemgløder, livad der kun halvveis er hans.
Men Garducci søger henger tilhage end til sit folks
middelalder. Og det merkeligste ved ham er hans genfødelse
av Horats og klassisk oldtids-d i g t n i n g. Seiv den
tids poetiske former magtcr han stundevis at gennemgløde.
De gamle Romere kaldte denne glød «furor». Ved sin
makeløse efterlignelses-evne formaar han at spille sig op til
den poetiske «furor»; der er da en ægte romersk digter
€genskah i virksomhed.
Hans digtnings kime er ikke den fine følelse, er ingen-
430
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
