Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Eitrem: En situation i Wergelands liv. V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
H. Eitrem.
mand fik sine tvil om «sjelve han Hendrik». Han havde jo
været et slags symbol i folkets øine, en legemliggjørelse af
abstraktioner som den almindelige mand ikke forstod eller
brydde sig om. Og nu —! Han la med sorg merke til
at populariteten ebbed bort under ham, at han fjernedes
fra folket, «fra sin sol». Under disse omstændigheder maa
en historie som den følgende ha ærgret ham dobbelt. Af
en ytring i Morgenbladet (22de august 1839, nr. 234) faar
vi vide at Wergeland udover vaaren havde forsøgt at laane
det dramatiske selskabs teater Grænsehaven (senere Alhambra)
for at gi skuespil sammen med en förening af studenter.
Indtægten skulde gaa til de trængende. Men nei, det blev
ham negtet, hvad der med rette blev onfattet som en chikane
mod Wergeland personlig.
Det skjæve forhold han var kommet i ved «pensionen»,
kasted vistnok en skygge over hvedebrødsdagene, og stem
ningen i de faa digte han offentliggjorde i disse maaneder,
tyder paa det samme. Den 28de juli stod i Mrgbl. digtet
Robert Major, og den 22de august det skjønne digt om
Wallin, hvori det bekjendte vers förekommer:
Hans hand har hvilat på min hjessa;
den lagerlös då är berömd.
Nu kall din hand på pannan bäfve!
Den brinner af en smärta: ty
inom den dör (nationen lefve !)
Ganske den samme stemning kommer frem i brevet til
Ridderstad af 30te august, og i digtet til den miskjendte
patriot Ludvig Mari boe fra november.
Dog, om der nu og da faldt bitre ord eller bæved en
elegisk streng, var det ikke Wergelands natur at gi sig
over. Fremfor alt var det ham magtpaaliggende at vise
verden at han endnu var uafhængig, Gang paa gang lod
han sine venner se hvor de havde ham, og det under
tiden paa en temmelig demonstrativ maade. Ud fra dette
forstaaes mangt og meget som han i denne tid gjorde
og sa.
livar enda dag en poesi.
444
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
