Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Eitrem: En situation i Wergelands liv. V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lassen, 7, 491.
En situation i Wergelands liv.
han har ikke fundet disse produkter værdige til at optages i
sine samlede skrifter. Og med rette.
En tredje maade hvorpaa Wergeland reagerte mod situ
ationens pinagtighed, maa vi nævne. Hans sterkt polemiske
natur kunde ikke dy sig, og det gik ud over gamle og nye
fiender. Der er adskillige ting som tyded paa at man kunde
vente et udbrud af vulkanen. Fortalen til den omtalte sam
ling af sjømandssange synes ikke at frembyde anledning til
polemik. Overraskende er det derfor at læse følgende be
gyndelse 1 : «At være en Nordmand, er en Egenskab som flere
end de, der besidde den, sætte Pris paa. Det skulde da være
en Usling med «Dæmringens» affekterede Blusel over Fædre
landet i sit Hjerte og en Slump dansk Blod i Aarene, som
skulde fornegte det . . . .»
Dette tilbagefald til ældre journalistiske unoder kommer
besynderlig umotiveret. Ellers er fortalen holdt i den for
emnet passende rolige tone, og bemerkningen falder helt
udenfor tankegangen som en unødig og uheldig parentes.
Den er muligens at forklare paa følgende maade.
Udfaldet har ikke nærmest været rettet mod Welhaven,
men mod en af dennes tro drabanter og efterlignere, Wollert
Konow, hvis udfordrende skriverier nok kunde sætte en
Henrik Wergeland i raseri. Konow havde det aar (i januar)
ndgit en samling «Breve» om norske forhold, der nærmest
maa betegnes som en «Dæmring» i prosa prosa i enhver
henseende ! Den norske natur og enkelte sider af folkelivet
er sympatetisk skildret, men det høiere aandsliv og især
byerne Bergen, Trondhjem og Kristiania blir haanet,
mange høit hædrede medborgere pegt fingre ad, og særlig
den Wergelandske retning i poesi gjennemheglet og kritisk
ailivet. Den begeistrede fædrelandskjærlighed, den patetiske
undertone i Welhavens ungdomsdigt, som samtidens øre til
dels ikke kunde opfatte, men som vi ikke kan undlade at
høre, den mangler hos Konow. Helt tækkeligt er det jo ikke
nåar den rige Bergens-kjøbmands søn efter mange aars uden
landsreise kommer til Kristiania og slaar sig til ridder paa
de brave handelsborgere i Storgaden : «. . . .og nu Spæk
høkeriet paa tredive Aar, fuld af Livskraft, der slaar i Bordet,
449
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
