Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Giosué Carducci. IV. Indflydelse og stilling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Giosué Carducci.
kritiske studier, har bearbeidet og udgit ældre italiensk lite
ratur, har holdt taler, har skrevet avis-opsæt eller tændende
udredninger over literære spørsmaal ; han er en arbeids-træl,
som har låtet sig til. Han har forsynt poetiske værker med
filologiske kommentarer; ja sig seiv har han udgit paa
denne maade.
Men om han var en arbeids-træl, som trækoksen han
besynger, saa svarte han just ikke med det træge rykk fra
taalmodige øine, nåar han blev stukket. Han ligger i ustanse
ig feide med publikum og smagen, især hos den dannede
lklasse de «striglede» som han kalder dem som stempled
ham som poeta del maiale (gris). Han ligger ogsaa i kamp
med sine digterbrødre ; han har overfaldt Giacosa, de
Amicis, men hans store offerdyr er dog den sicilianske lyri
ker Rapisardi. Og han raser mod pressens kritikere ; for
selvfølgelig ogsaa i det land klages der over at de, som for
staar kunst, holder sig fornemt unna og överlåter et værks
bedømmelse til partiske klikker eller til vinglende pratma
kere. Men Carducci morer sig ikke over de «striglede» klas
ser, hvis sanselighed har forædlet sig til lystenhed og derfor
reiser sig i raseri mod den, som ilænger det transparente
undertøi ; han bruger mund i udtryk som der neppe er tale
om at gengi. Og til nedskydning av det kritiske penne-kræ
kører han op med formidable haubitzer. Paa liv og død vil han
øieblikkelig arbeide sine digte ind til plads blandt de klassiske
værker. Jeg vil her specielt nævne hans artikel i anledning
av publikums modtagelse av Ca zra-digtene, inspireret, siger
han, ved læsningen av Carlyle’s «Franske revolution» 12
hyldnings-sonetter til gallisk oprørs-aand, som tegnes i en
kelte udvalgte, indbyrdes uavhængige scener; «bare historiske
mottoer over historiske øieblikke,» kalder ham dem seiv.
Her udbryder han ensteds :
«... Aabner Jer, I himlens sluser, og slip ned paa mit
hode alle indignationens tordenbrak ! aabner Jer, I jordens slug
og gufs mig i ansigtet med al den modbydelige og væmmelige
stank, som den følsomme, den høitidelige, den ærbare, den
høitravende og svingfulde kritik har æslet for mig ...»
Der findes her, som sagt, ikke mug av humor hos Car
ducci, end si ironi eller satire ; hans sind eier jo ikke gift,
eftersom der ikke findes forråadnelse. Men av og til kom-
489
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
