Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Giosué Carducci. IV. Indflydelse og stilling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck.
det satte ham istand til at gribe længer tilbage, ned i kultur
rødderne, og, netop derved, tillige længer frem, trods hans
bornerte haan ligeoverfor det unge, som forsøgte nyt, idet han
nemlig formaadde at slaa fast udviklingslinjen i italiensk digt
ning, ialfald slaa fast at Italienerne nu tror de har den;
og det er jo det det foreløbig kommer an paa. Man har
kaldt ham den «realistiske» skoles fører i Italien. Jeg ved
ikke om det er ret. Han har sunget for at lære folket at elske
arbeidet, elske kærligheden, elske livet og leve det fuldt ud,
uden avhold og askese ; han har sunget livsmodets pris indover
folket. «Realist» eller «idealist»! jeg ved ikke hvad det kaldes.
Men hans bornerte vitalitet reiste, som sagt, altid bust mod
det unge, som vilde nyt eller som tik vind i seilene. Da saa
ledes i 70-aarene den nu netop avdøde dramatiker Giacosa’s
lidt sødlige, lidt av romantikens lutende melankoli fyldte
stykker, som minned om Dumas fils, gjorde lykke over hele
Italien, holdt han uforandret sin polemiske kurs. Da siden
«naturalismen» kom fra Frankrig, lod han sig heller ikke
afficere, men udropte i Ca zra-avhandlingen (i Confessioni e
bataglié) :
«Fede Zola-tilhængere som nu tror at dere skal ødelægge
V. Hugo, h-vor dere da skal bli komiske! Send søple
manden rundt for at samle op paa fortanget deres beskrivelser,
som ingen vil ha mer av ikke engang suggerne!»
Hans kateder i Bologna har været midtpunktet for
ordets kunst i Italien under det 19. aarhundredes sidste 25
aar; det var katedret di eloquenza Italiana.
Og der var saamæn mangt at rette paa, da han traadte
frem. Man hadde nok hat digtere som Leopardi og Giusti.
Men det italienske sprog, og særlig prosaen, hadde just ikke
levet længe i agt og ære ; vi ved f. eks. at Aliieri talte hedre
iransk end italiensk, og hans dramaer paa vers hærer for
enhver Italieners øre hud om det. I begyndeisen av aarhun
dredet snakked man fransk blandt de høiere stillede i Florens
jeg vil nu ikke engang nævne Bourhon’er-redet i Neapel.
Det er endel av Carclucci’s vældige dagsværk, at han ogsaa
her søgte at forbinde fortid og nutid. Som den store eklek
tiker søgte han ogsaa her; han gik ned til renæssance-aar
hundredet, hented frem glemte gloser og vendinger; og han
søgte ned til barokkens tid. Og han har sendt ud literatur-
488
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
