Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens Thiis: Whistler og van Gogh - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jens Thiis.
som om de var fra en anden tidsalder. Det skulde have
været jevne borgerfolk fra idag, men de skulde have havt
noget af de første kristne over sig. Det er altfor op
rivende. Jeg vilde have gaaet tilgrunde paa det.
Men siden, siden jeg vil ikke forsværge det, at jeg jo
endnu en gang tager kampen op . . .
Men du har ret, tusen gange ret : man maa ikke tænke
paa det male studier maa man, studier efter hvadsom
helst, efter kaal, salat for at berolige sig. Og nåar man
er blevet rolig, da ... da gjør man det, som man har
kræfter til.»
Intensiteten i van Goghs synsnerver overskred det «nor
males» grænse. Deri bunder hans livs tragedie. Hans klar
syn var pathologisk og uforeneligt med noget maleris teknik.
Slig som farverne brænder og linjerne bølger i van Goghs
billeder, navnlig hans landskaber, fornemmes de ikke af
almindelige sløve øine, seiv ikke kunstnerøine. Slig brænder
og bølger de bare for den, som oplever den yderste kon
centration af livsenergien, for eksempel under en stor livs
fare. En febersyg eller en, der er nær ved at drukne, ser
kanske verden med samme vilde styrke.
Trærne i van Goghs landskaber slaar som luer mod
himlen. Planerne i hans mægtige slettebilleder han elskede
sletten, som Millet elskede den formelig bauter sig frem i
kast og braavendinger ind mod horizonten. Under terrænet
i hans landskaber føler man noget som en jordens puls
banke. Og ikke jevnt og rolig, men feberhastig.
Eller tag noget saa ligetil som motivet En gade i Arles
med alleen af gamle knudrede eketrær og stenhuggerne og de
gamle koner, som gaar til og fra torvet med indkjøh. Er
det ikke som et vildt skrig fra et forpint bryst? Er der ikke
kval i linjerne paa de ekestammer?
I mindre end ti aar var vulkanen udbrændt. Allerede
i 1888 havde van Gogh havt et vanvidsanfald, hvori han
lemlæstede sig seiv. Efter det lagde han sig frivillig ind paa
sindssygenuset i Arles. Men nogle af sine herligste ting har
han gjort umiddelbart efter dette sygdomsanfald.
Alligevel synes hans kraft brudt. I midten af 1889 kom
han i pleie hos en gammel læge i Anvers, som seiv var
kunstner og elskede hans kunst.
562
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
