Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Moltke Moe: Breve og dagbøker fra det nationale gjennembrudds tidsalder. Ivar Aasens dagbok 1841
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ivar Aasen.
Rigtignok gives der Adskilligt, som maaskee kunde svække
en grublende Sjæl i dens Tro paa det Evige. Naturen, den
store Viisdommens Kilde, viser kun en evig Frembringen og
Tilintetgjørelse; Slægterne bestaae, Individerne vise sig og
forsvinde. Menneskets Sind er ustadigt ; det ønsker Alt og
kjedes ved Alt; i Ulykken længes det efter noget Evigt, i Lyk
ken er samme det ligegyldigt; man mister En af sine Nær
forbundne og er utrøstelig; Tiden lægger sig imellem og det
Forefaldne er glemt; nye Förbindelser, nye Glæder ere søgte
og fundne. Dyden har, som man siger, sin Løn i sig seiv,
og Lasten straffer sig seiv; begge Regreber tabe ineget af sin
Retydning, nåar de Omstændigheder betragtes, som fremvir
kede dem, og endelig kunde man synes, at nåar Løn og Straf
ikke forefaldt i dette Liv, maatte det siden være for seent, og
saa videre. Men vi vende os bort fra disse Retragtninger,
vi vende os med inderlig Regjærlighed til det, som stiller sig
imod dem. I Naturen lever et Liv, som ikke forgaar, skjønt
Individerne forsvinde; Menneskets Aand slutter sig til dette
Liv, den er ophøiet over Naturens forgjængelige Skikkelser,
uafhængig af Formernes Omskiftelse. Sindets Ustadighed
kommer af Regivenhedernes idelige Omskiftelser, Sandselig
hedens Magt og Mangel paa Viisdom ; bortfjernes disse Om
stændigheder, saa er Mennesket istand til at nyde en evig
Lykke. Og saavidt ere Mange allerede her i Livet komne;
dersom det var muligt at spørge dem ad, vilde Millioner
ædle og elskelige Sjæle svare os, at der gives Glæder, som
man aldrig kjedes af, mens de ere forhaanden, og aldrig
glemmer, nåar de ere tabte. Alts a a er Mennesket s kik
ket til Udødelighed og fortjener samme. Det er
ikke blot de Kristne, det er hele Verden, som tror paa det
Evige; at Folkeslagene førestille sig dette saavel som Dyden
seiv under forskjellige Former, er naturligt; dog vil der i
disse Forestillinger i Grunden findés en mærkelig Overens
stemmelse. Altsaa føler Menneskeslægten overalt
T rang til Udødelighed. En stor Deel af Menneskets
Liv ;vaar bort i Uro og voldsomme Revægelser, især i Kamp
mon Sandselighed og Lidenskaber; nåar denne Strid engang
l)! (,v udstridt, skulde Menneskets øvrige Liv være alt for kort
til at nyde Frugterne af samme eller til at bruge den møi
sommelig erhvervede Viisdom og Styrke, at nyde den til-
592
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
