Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andr. M. Hansen: Naturfølelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Naturfølelse.
falder sig saa merkeligt her i landet, at jægerlysten er übe
tinget mest udpræget hos den race, som gjennem flest slegts
led har været jordbrugere, at man heller kan tale om en
race-psykologisk antipati mod jagten som mod al idræt
en ligefrem skræk for at se blod hos den del af nationen,
som gjennem færrest led nedstammer fra det førariske jæger
folk. Men arven kan være fæstet langt tidligere, end arierne
naaede jordbrugerncs kulturstadium, den staar i naturlig
sammenhæng med deres udpræget krigerske tilbøielighed.
At arven er meget ganlmel, dyrisk, synes ogsaa at frem
gaa af, at den undertiden, i abnorme tilfælde, optræder som
ligefrem tystfølelse ved grusomhed mod dyr.
Mod jægerens form af længsel mod naturen er der i
senere aar aabnet en agitation netop paa dette grundlag, at
jagtlysten er et raat, brutalt udslag af vildm andsarven, uvær
digt for kulturmenneskets intelligens og etik.
Det kommer nu her ikke saa lidet an paa selve den
etiske maalestok. Denne har som bekjendt vekslet ikke saa
lidet gjennem tiderne. Der har været tider med udpræget
mandligt præg, krigsglade, foretagsomme tider, hvor jagten
stod høit i ære haardhændte, hensynsløse, men samtidig
ridderlige tider. De har vekslet med andre med mere
feminint præg, med sterkere følelsesliv, sentimentalitet,
men med svagere initiativ, mindre organisk modstandskraft.
Paul Win g e har nylig i en interessant artikel udviklet, at
dette var rytmer, hvor den psykiske og sociale modsætning
mellem kjønnene snart gjorde sig i udpræget grad gjæl
dende, snart var mere udvisket. Han betragter det sidste
som et helt abnormt tegn, som, hvis det udvikler sig, fører
til fuldstændig dekadence. For mig stiller det sig som sand
synligere, at det historisk oftest har været en kamp om
herredømmet over tidens aandspræg mellem de to hovedraeer
i de ledende europæiske nationer, hvoraf den ene, den ariske,
utvilsomt har et mere mandligt præg end den anden. Ridder
tiden og renæssancen var tydelig baaret af den første, roman
tiken af den sidste, og modsætningen mellem fransk feminisme
og engelsk idrætsliv nu falder naturlig sammen med racefor
skjellen. Her skal ikke dette spørgsmaal drøftes, det sees let
at kampen mod «jægermoralen» naturlig kan forklares lige vel
som udslag af en feminisme, som tager overhaand, og som i
51
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
