Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Edle Hartmann Schjødt: Kristianiakauserier. I. Karljohan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
9 Samtiden. 1908.
Kristianiakauserier.
som man ser, at en mand har en skidden snip, men man
lægger ikke merke til, at han har en ren.
Dine fiender, de übenbys, disse upatrioter, som ikke er
stolt af sin hovedstad, men som forresten elsker dig til ra
seri ! de siger, at Kristiania bare er en stor smaaby, siger de.
Men du sætter næsen i sky. Og vi, dine barn, ved, at
du er en liden storby. Er du ikke hovedstad og kongelig
residens? Er der ikke Europaluft paa dine kaféer’? Og hvor i
universet har man en slig Karljohan ?
Karljohan Kristianias hjerte. Karljohan kristiani
ensernes kjælebarn. Karljohan, som rækker fra «Grand» og
til et lite stykke udover Drammensveien til hverdags. Om
sondagseftermiddagen, da strøget beherskes af tjenestepiger og
fyrer og til stas af fremmede orlogsmatroser, russere, get!
engelsmænder, get! italienere! som snakker, hvad Drachmann
i et digt fra Sætersdalen kaldte «norsk-arabisk», med pigerne,
da rækker Karljohan helt fra Stortorvet til Skjellebæk. Karl
johan, som disse disse disse maalmændene vil «trø paa
med sin tunge fot» og sætte et af sine klumpedumpenavn paa.
Men enten vi er kristianiensere eller gjester i byen, har vi
alle følt Karljohans forunderlig humørgivende evne. De gaar
til byen en formiddag, De er ustemt, hjertet er bly i Deres
bryst. Askegraa i sjælen labber De op bakken fra Riddervolds gade
til slottet og tænker, at nu skal De stikke ind i en af alléerne
og snige Dem ned i den barmhjertige Kristian IVs gade. Ak
ja vi kjender alle denne lavbenthed, denne nedforhed, denne
menneskekvalme, som kan bringe en til at flygte ind i en port
for sin bedste ven, der han kommer svingende irriterende
morgenglad med stokken, eller for sin muntreste veninde, som
straaler en imøde med sit mest oplagte gaamedpaaaltmuligsmil.
Og ens nerver brøler, bare man tænker paa deres lystige tilraab.
Men nu er De kommet op paa slotshøiden, De løfter tilfældig
hodet og ser nedover den brede og festlige Karljohan med det
fornemme universitet, nationalteatrets storbykuppel og gamle
ærværdige kuglemavede stortinget, og De fornemmer bruset
fra byen. Da gaar det Dem som Wergeland, «der kun behøvet
en straale af solen for at bryde ud i en høi og uforklarlig glæde».
Ja De blir med en en gang saa ufattelig kry. Det er, som sad
De stolt tilhest eller De blev løftet høit paa en elsket vens
sterke ak gud saa sterke arm. Og De føler Dem
129
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
