Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Ragnhild Jølsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hagnhild Jølsen.
i hjærtet mod det üborgerlige og uopnaaelige et uudsletteligt
billed av en slukket stjerne, et ungt sind engang saa.
Nu, det er jo i grunden bare andre ord for den enkle
ting at det var kunst Ragnhild Jølsen leverte. For der fin
des intet virkelig kunstverk uden der ensteds ialfald i dets
tilblivelse er romantik, ja, mere: den er uomgængelig kimen;
og nåar den kime engang i fremtiden ikke er der, säa
har først bedsteborgeren den kunst han stritted imod hjemme
siden «gennembruddets» dage, da faar han just det han
benævner «sygejournal», eller han faar det, som kanske er
værre, men som han- jo svælger bedre : journalistik. Og
ikke kunst.
Dette syge sug læser man ud av Ragnhild Jølsens første
bøger; det er det som vinder og tvinder saa sært traadene
ud til det «bizarre». Og dette samme sug fødte ogsaa hen
des trang til kunst til at søge lise i kunst.
Jeg hadde i al uværdighed engang et manuskript i
min haand, bare nogen løse blade, det som siden blev Ve’s
mor. Og jeg husker hvad jeg dengang især fæsted mig ved;
det var en tegning av en græstufse nogen store blade;
jeg ved ikke om de kom med i den endelige bog, og jeg
minnes ikke i øieblikket noget enkelt malende udtryk jeg
tror ikke der var noget heller —, men jeg minnes bare det
faktum at, og maaden hvorpaa, hun, begynderen, hadde lagt
merke til disse blade. Det var store, saftige, grønblaa blade
. . . stod i den fede jord ned ved husvæggen av en helt eller
halvt forladt familjegaard, hvor ingen fod traakked længer.
Det var ingen het larve det grønne var dræbt av blåa
kulde. Men de blade var alligevel blåa av det fede jords
mons overflod og saft. Den blaagrønne bladtufse der under
familjegaardens husvæg var følt slik at den reiste sig som
symbol paa Ragnhild Jølsens kunst blåa av skygge, frodig.
Men i den sidste bog var det blåa minket minket
forunderlig. Da vi læste Brukshistorier, gav det et
rykk i os: der var hun! der var hun ude av vindelgangene !
Man har sagt om den bog at den minned om Selma
Lagerlöf. Det er muligt jeg kjender ikke nok til Selma
Lagerlöf, men efter det jeg har stødt paa av hende, bestod
ligheden i høiden i den ytre bygning sammenhæftingen
av de smaa selvstændige skisser til ét, i hvilken bygning
165
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
