Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Ragnhild Jølsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck.
Tryggve Andersens Ka ncelliraad eri er ligesaa nær at
pege paa som forbilieJe. Men ialfald i del indre var den
bog egenartet, ligesaa egenartet som hendes foregaaende.
Og her var der humør som bar. Hun stod nu aabenbart
ved slutten av sit stræv, hun var ved at eie det alt, baade
indhold og form. Og derfor føles en slik bratt bortgang
dobbelt vemodig.
Det var det ved Ragnhild Jølsen’s bøger, der var altid
slik overllødighed, seiv om der lukedes raus overflod.
Og man kommer til at minnes godtfolks kære tema, at nu
er «guldalderen» i norsk kunst forbi. Det er en klassisk
glose, laant fra den uægte, importerte romerske literatur,
hvor derfor en slik metal-inddeling faldt let og ligetil og
var uhyggelig paa sin plads. Men dette resignations-snak
om norsk kunst behager mange sig i og støtter det. Først
selvfølgelig «guldålder»-kunstens samtidige. Det er et træk
saa gammelt som alle hauger, dette al en soldat som veteran
gerne vil ha tjent under den største general og været med
i det blodigste slag ; alt Homer falder for veteran-jargonen ;
han findes i liver evige historiens fase, denne laudator tem
poris acti. Og nåar generalen falder for aldersgrænsen, saa
er dermed uomgjængelig ogsaa strategiens kunst gaat i grav.
Det er altsaa egentlig loven om aarenes tryk paa baken, som
gør sig gældende ; og en vakker dag falder vel de, som
nu er unge, for den, de ogsaa. - - Det veteran-snak i norsk
literatur støttes endvidere av den magelige borger, som
stritted saa trotast imod fra «gennembruddets» dage: han
ei- saa übegripelig glad ved at nu er dog det ytterste naadd !
«Guldalderen» er forbi! han er rede til at ha fred for kun
sten, eller til at gaa ind til den evige, velfortjente hvile i
kunsten selvfølgelig med enkelte uvæscntlige komplette
ringer og ændringer hist og her, gudbevares ! intet er fuld
komment! . . . Og saa har det snak den praktiske følge at
det holder den unge kunstner beskeden. Det guldalder
snak støttedes ogsaa i grunden av «nyromantiken», hvis san
gere klynked, og hvis væsentlige indhold var dette sukkende
opstød, at «guldalderen» nu laa bag dem. Fordi de nemlig
seiv personlig var idé- og evne-løse. Men, for at for
late og være mest mulig uvillig mand : Gaa op
i de yngstes rum i Nationalgalleriet ! Og se paa den glans,
166
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
