Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Ragnhild Jølsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck: Ragnhild Jølsen.
den skinnende farve-fryd der staar av dem Munch, Solberg,
Astrup og de andre! Naar man gaar derfrå, sidder skæret
spillende i éns hjærte og hvisker: ja tænk, der er intet for
fald! . . . Og fra læsningen av Ragnhild Jølsens Bruks
historier kom man med noget av det samme festlige
genskin skælvende inde i sig.
Ragnhild Jølsen vokste for hvert værk. Hun steg i sjæl
fuldhed. Og en digtning, hvor der ustanselig er opgang, har
intet med forfald at gøre ; saalænge der er opkommer, snak
ker man ikke om vandmangel. Hun var blandt dem som
vilde gjort metalsnakket om norsk digtekunst til skamme.
Ja, kanske der i grunden i hendes kunsts væsen siet ingen
blåa skygge fandtes ; hun, denne «bizarre», gik kanske med
et stort og oprindelig og enkelt epos i sit hjærte. Og saa
døde hun.
Men det ved vi allerede av hvad hun har efterladt sig :
hun var inderst inde nænsom og var; saa mildt et hjærte
var hun. Vi husker det, seiv om vi ikke kjendte hende saa
nøie personlig.
Og vi, som traf hende kun i forbigaaende, vi husker én
ting til, vi husker den underlig skøre klang i hendes stemme,
denne skælvende hund, som bare ildsjæle eier . . . altid
paa grænsen av det brustne. Den stemme minner om er
fuglens lokk langt ude ved holmerne paa de stille soldage.
Den skøre, saare stemme husker vi.
Hans E. Kinck.
Firenze i februar 1908.
167
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
