Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl W. Schnitler: Erik Werenskiold - I. Romantik og naturalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
P>ik Werenskiold.
For den unge kunst derimod, som stammer fra impres
sionismen, var det ved siden af det übønhørlige virkeligheds
studium netop farven under lysets paavirkning, som var hoved
problemct. Den fastslog med støtte i den videnskabelige
farvefysiologi den radikale sandhed, at ingen lokalfarver
findes. Farven og dens aftoning veksler uophørlig med
sollyset.
Romantikerne arrangerte sine farvesammenstillinger til
en vis klangfuld billedvirkning uafhængig af naturen, ligervis
som de komponerte figurerne og det øvrige stof. Derimod er
iagttagelsen af den store skala i lyset larvens tone eller
valør resultat af samme intime fordybelse, som for
stoffets vedkommende førte til moderne og mere ægte virke
lighedsskildring.
Til belysning af de t o generationers vekslende synsmaade
er det lærerigt at sammenstille et par typiske arbeider af
vore to store folkelivsskildrere: TTd em ands «Haugianerne»
(1848) og Werenskiolds «Bondebegravelse» (1885). Hvor
underlig fremmede og abstrakte virker ikke nu Tidemands
altid søndagsstemte, kostumerte og sølvbeslagne bønder. Lige
som det allermeste af den norske romantik lever disse odels
mænd endnu i efterklassicismens atmosfære. Kunsthistorisk
seet er de saa paradoksalt det kan høres de antike
statuers direkte af kom med sin svagt udprægede individualitet
og sine billedskjønne attituder. Tidemands atelierbønder
forstaar altid at føre sig til fuldkommenhed. Thi i akademi
erne var ved siden af lidt uskyldigt bondesværmeri antiken
endnu skjønhedsnormen. Akademisk med rod i høi
renaissancens nyopfundne schema for pompøs anordning af
grupper er ogsaa Tidemands kompositionsmaade. Billedet
er bygget som en pyramidal gruppe (med toppunkt i prædi
kantens hoved yderligere forsterket gjennem det ovenfra
indfaldende lys), hvor figurerne lidt teatralsk vender front mod
tilskueren. Hertil kommer da den romantiske farveansku
else, som hos Tidemand vel gjør tilløb til samlet virkning,
men som med sine iøinefaldende skjønheder dog virker
spraglet og uden tonefinhed. Kun undtagelsesvis som i «De
ensomme gamle» og «Sognebud» (begge i Kunstmuseet) nåar
Tidemands kolorit virkelig enhed og fornem ro.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
