Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl W. Schnitler: Erik Werenskiold - II. Den nationale indsats - III. Nyromantiken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nyromantiken.
Carl W. Schnitler.
med gammel dannelse, med duft af rokoko og empire.
Efter lignende naturalistiske principer begyndte han i Snorre.
Men paavirket af nyromantikens stilsøgende aand ser vi
Werenskiold efterhaanden lægge den detaljerede fremstil
lingsmaade tilside og gjennem en knap og forenklende stil
og afveiet komposition abstrahere sig tilbage til sagaens
fjerne episke stemning.
Eventyrtegningernes uafbrudte mesterskab og ung
dommelige energi i stregen eier disse serier ikke helt. Men
en stor række blade hører til de skjønneste i vor kunst.
I de seneste aar ser vi Werenskiold forfølge delvis nye
maal. Indtil ea. 1900 havde hans virksomhed uafbrudt været
delt mellem illustrationskunst og maleri. Tegningen har git
hans kunst dens klare form og sikre holdning. Men den tør
samtidig ha hæmmet hans koloristiske udvikling. Derfor
ser vi hans arbeide nu efter de store illustrationsværkers
luldendelse koncentrere sig om studiet af farven som selv
stændig værdi. Han griber tilbage til impressionismens princip
og hensætter farven üblandet, dekomponerer den og fuld
pakker den med en mættet fylde af rene toner for at naa
vibrerende lyskraft og bankende liv. Hans penselføring blir
bred og saftig, hvor den før var stump og forsigtig. Hertil
kommer en stor forenkling af formen med afstreifning af
detaljer og med sigte paa sterkt koncentreret virkning. For
men udvikler sig af farven.
Denne anskuelse i pagt med den yngre slægts kunst
syn - - er overfor Werenskiolds tidligere standpunkt en åtgjort
udvikling i radikal og artistisk retning mod en synsmaade,
som af naturen ligger ham ret fjernt. Thi ingen norsk
maler er mindre artist end han. Dog er tanken ingenlunde
ny hos ham. Koloristisk fører den tilhage til hans .ungdoms
bekjendtskab med fransk kunst ca. 1880. Dengang opgav
han snart impressionismen, fordi han ikke kunde forene
den med den faste form, som var en langt dybere träng hos
ham. Man ser ham undtagelsesvis eksperimentere med
190
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
