Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl W. Schnitler: Erik Werenskiold - III. Nyromantiken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Erik Werenskiold.
farvedekomposition alt i 1890-aarenes begyndelse i Kitty
Kiellands portræt f. eks. (1891). Glimtvis har man nu og da
paa udstillinger kunnet ane, at noget nyt var igjære. Nu ei
det ikke blot impressionismens momentane liv i farve- og
lysvirkning, han vil. Det har indgaaet forbindelse med en
monumentalt forenklende formfølelse af nyere dato.
Kravet til en sterkere holdning end naturalismen kunde
gi havde atter draget ham til Paris til studium hos Bonnat
1888—89. Og en nyromantisk længsel efter frigjørelse fra
virkelighedens tvang til fordel for en dybere personlig ud
foldelse laa i luften.
Udigjennem 90-aarene aabnede arbeidet med «Snorre» hans
øine for middelalderskunstens lovbundne fasthed og bredde.
Sterke indtryk modtog han ogsaa af Orientens gamle kunst.
Det moderne syntes slapt og holdningsløst ved siden af dette.
Et fuldbaarent værk af slige tanker er rektor D. F. Knud
sens portræt (1908; Fredrikshalds skole). Et i sandhed monu
mentalt billede baade i menneskeskildringens dybde, i for
mens storhed og i farvens liv, der paa sine steder endog
pulserer paatrængende sterkt.
Disse teorier føres ud i sin yderste konsekvens i de
ornamentalt-dekorative arbeider (broderimønstre og anden
anvendt kunst). For at akcentuere tankens logiske afslutning
var vel «Bonden med høi-sækken» (1908) anbragt paa udstil
lingen midt i den impressionistiske gruppe (det er første num
mer af en serie i glaseret sten). Koloristisk sideordnes far
verne i renest mulig tilstand som brede llader for gjennem
komplementærvirkning at naa den sterke, dramatiske frap
pance. Formelt abstraheres det tilfældige motiv og føres til
bage til sine typiske hovedlinjer, indtil det fremtræder som
et klart og regelbundet ornament. Dekomposition blir kom
plementærvirkning, den klare form blir ornament.
En sammenligning med Gerh. Munthe’s dekorative
arbeide ligger nær. Begge har den virkningsfulde knaphed
som sit maal. Mens Munthe er sterkt romantisk larvet
af bevidst tilslutning til oldtidens udtryksmaade og kanske
netop heri har sit svage punkt, bygger Werenskiold her
som altid udelukkende paa sit naturindtryk og ud fra den
kjernesunde tankegang, at den stilbundne og monumentale
191
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
