Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Bjørnstjerne Bjørnson i den sidste halve menneskealder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Chr. Collin.
kjærligheden mellem bror og søster, som en genius, sendt
tilhjælp fra det guddommelige i menneskenes natur. Søskend
kjærligheden, den mest elementære form af samhold, vokser
op som modsætning til den sociale krig. Ude paa randen
af klassekampens afgrund skyder den frem som en hvid
blomst, der fylder hele stykket med en duft af fin og skjær
menneskelighed. Aldrig har vel Bjørnson naaet høiere i kjærlig
hedslyrik end i dialogen mellem bror og søster i den anden
akt. Det er et eiendommeligt træk ved hele rækken af Björn
sons fremstillinger af de store problem-kampe, at et kjærligheds
motiv omslynger og ranker sig op om det haarde kamp
motiv. Forbindelsen mellem disse to motiver minder om
kappestriden mellem de to hoved-themaer i den første sats
af en symfoni.
Sublimest er vel det første stykke «Over Ævne», hvor
de to store modstandere er tro og tvil, uløselig forenet
i et kjærlighedens forbund. Adolf og Klara Sang den
sidste stammende fra «en gammel tvilerslegt» kjæmper
en livslang kamp. Men hver af dem kjæmper for den an
dens liv. Det er en strid, hvori vi vokser i dobbelt retning.
Vi tager uvilkaarlig parti paa begge sider. Vor ædrue
lige virkelighedssans vokser, idet vi med digteren ser det
österländske eventyrlige, det romantisk overspændte ved tran
gen til at hente overnaturlige kræfter til hjælp i vor menne
skelige livskamp. Ud fra det historisk-kritiske og positivisti
ske syn tinder vi mirakeltroen naturlig for menneskeslegtens
barndom og uerfarne ungdom, karakteristisk for ungdom
mens utaalmodige flugt til eventyrets og drømmenes land,
nåar virkelighedens klima blir for barskt. Vor kritiske
virkelighedssans vokser, men ogsaa vor menneskekjærlig
hed og vor sympatin med dem, som prøver alt, seiv det
umulige, for at hjælpe de lidende. Vi føler og forstaar : en
hver udvei maatte prøves overfor sygdom og død, seiv
den steileste, den mest himmelstræbende vei. Der maatte
ydes hjælp. Skjønt digteren kort forud, i striden med theo
logerne, havde bekjæmpet mirakeltroen, og skjønt han ivrig
bekjæmper den ogsaa her, kan han dog ikke andet end lade
os føle det naturlige, det ægte menneskelige ved denne griben
efter det uopnaaelige. I prestescenen i anden akt er det, som
256
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
