Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Bjørnstjerne Bjørnson i den sidste halve menneskealder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson i den sidste halve menneskealder.
om forholdet mellem digteren og theologerne, ved en genial
indskydelse, er vendt om. Det er theologerne, eller deres
mest typiske repræsentanter, som bekjæmper underet, og det
er digteren, som forsvarer det, gjennem Bratts glødende vel
talenhed, gjennem Adolf Sangs høie menneskeværd.
Presterne Sang og Bratt, det er dem, som fængsler os,
fremfor alle de andre personer. Det er dem, som især tæn
der ild i os med sin glød. Vistnok gribes vi af Klara Sangs
forstandsklare kritik. Sammen med hende tviler vi paa
miraklet. Men sammen med hende elsker vi og tror vi paa
Adolf Sang. Vi ønsker, vi vil, at underet skal lykkes. Alle
de tilstedeværende vil det. De tørreste, de mest kritiske af
presterne rives med. Hele mængden, som staar udenfor, rives
med i et stigende halleluja, som næsten tvinger den anden
mængde, paa denne side af lamperækken, til at stemme i
med. Scene og tilskuer-rum’ blir for et øieblik til ét rum,
forvandler sig til et tempel, hvor kunstnydelse og op
levelse smelter sammen; et moderne passions-skuespil, hvor
det er selve den gamle Tro, som dør offerdöden, af kjærlig
hed til den lidende menneskehed.
Der er i dette merkelige stykke tegn, som tyder paa, at
den kan gjenopstaa i nye former. Aldrig har vel Björnsons
psykologi været finere end i skildringen af Klara Sang,
hun som tviler og tror paa én gang. Gjennem hende er det,
som orn selve tvilen elsker den store, gamle tro. Gjennem
hendes kjærlighed til Adolf Sang er kampen mellem tro og
tvil vokset op til en kjærlighedens høisang. Som to gamle
fiendtlige slegter ved menneskenaturens uudgrundelige logik
engang maatte komme til at elske hinanden med en kjærlig
hed til døden, gjennem Romeo og Juliet, saa maatte de ur
gamle fiender, Tro og Tvil, endelig engang mødes i kjærlighed
og dø sammen for altid at leve sammen, i Adolf og Klara
Sang. Mon ikke ogsaa deres kjærlighed, som Romeo og
Juliets, vil bidrage til forsoning af en gammel strid?
Klara Sang er paa en maade stykkets centrale skikkelse.
Fra hendes øine udgaar det lys, hvormed vi ser paa Adolf
Sang. Gjennem hende har digteren røbet sig selv, eller den
del af sin natur, som ligger dybere end alle theorier. Med
al sin klare virkelighedssans elsker han de høieststræbende,
257
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
