Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Bjørnstjerne Bjørnson i den sidste halve menneskealder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson i den sidste halve menneskealder.
selve menneskeskildringen peger ud over hans eget theoretiske
standpunkt. Mod slutningen af det andet stykke synes nav
nene Credo og Spe r a («Jeg tror» og «Fat haab» !), ret
præsentaliter for det nye slegtled, som overlever slegtstrage
dien, at pege henimod en förening af tro og tvil. Gjen
nem disse to skjære og spæde skikkelser har maaske digteren,
som i et skyggerids, aabenbaret sit eget savn af et afsluttende
spir ovenover det positivistiske verdensbilledes bygverk.
Om Bjørnsons øvrige menneskeskildring i dette tidsrum
kan det siges, at den betegner et forsøg paa at erobre nyt
land for den psykologiske menneskeskildring. Ikke alle
verker er lige betydelige, men hvert af dem er egenartet.
Størst landudvidelse, efter fuldførelsen af «Over Ævne»,
vandt Bjørnson gjennem «Paul Lange og Tora Pars
berg», hvor det lykkedes ham ved fantasifuld omplant
ning af motiver fra den nærmeste historiske virkelighed
at forme en storstilet politisk tragedie. Ogsaa her, som i
«Over Ævne», er der en sublim skildring af kjærlighedens
vekst i kamp med hævntørst og had. Partikampens fana
tisme belyses og bekjæmpes i dette skuespil, samtidig med
at Bjørnson i selve den politiske virkelighed var ifærd
med at sprænge den gamle parti-inddelings skranker. Her,
som ellers, er Bjørnsons liv og digtning af samme stof.
Det centrale træk i de fleste af denne periodes verker
(«Absalons håar», «Laboremus», «Paa Storhove» og «Mary»,
delvis ogsaa «Daglannet») er skildringen af det yngre
slegtsled, som er vokset op i naturalismens og dens hcn
synsløse individualismes luftkreds. Repræsentanterne for dette
slegtsled (som Rafael Kaas, Langfred Kann, Knnt Ura, Ste
ner Dag og Mary) er tegnet med en eiendommelig förening
af kjærlighed og kritik, et stundom forbløffende veksel
spil af sterkt lys og sterk skygge. Især er Mary, hovedper
sonen i Björnsons sidste mesterlige fortælling, skildret med
en i høieste grad blotstillende kritik, som for mange læsere
gjør hende usympatisk, og samtidig med en alt tilgivende
kjærlighed og beundring. Maaske ligger der noget af en stor
259
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
