Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Bjørnstjerne Bjørnson i den sidste halve menneskealder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Chr. Collin,
de alt forsøgende, alt haabende, dem elsker han over alle
andre. Det er Adolf Sang og Bratt, han laaner sin mest dir
rende veltalenhed. Disse skikkelser protesterer ved sin sjæle
skjønhed mod den positivistiske tids theorier. Gjennem sin
menneskeskildring peger dette stykke ud over digterens ten
dens, ud over den tid, hvori det er skrevet.
Ikke menneskekjærlighed alene, seiv ikke den mest su
blime, kan løse livets største vanskeligheder; heller ikke den
høiest udviklede virkelighedssans alene. Muligens begge i
förening. Tilbage stod at vise dette i et tredje skuespil,
hvorledes glødende menneske-hjælpsomhed og kritisk-viden
skabelig sans kappes i ét og samme menneskes bryst, og
hvorledes den kritiske sans maa bøie sig i nogen grad og
medgive, at der er og blir en kjerne af sandhed i de gamle
religioner. Det er en ufuldstændig forklaring af troen paa
det overmenneskelige at sige, at den betegner en flugt fra
virkeligheden. Troen paa det overmenneskelige kan være et
forsøg paa at udvide virkeligheden. Ogsaa dette kan være
en form af virkelighedssans.
Vor positive erfarings verden kan ikke være den hele
virkelighed. Det store ukjendte kan ikke være lig nul. Det
maa snarere ha en svimlende stor positiv værdi. Med posi
tivisterne at ville ignorere den større, overmenneskelige virke
lighed er som at gaa med skylapper af frygt for at løbe
lybsk \
De to herlige tragedier «Over Ævne» er som de to første
dele af en vældig trilogi. Et vidunderligt fragment, som dig
teren, i nogen grad tidsbunden, ikke har rukket at fuldende.
Det tredje og afslnttende stykke kunde vanskelig skrives i
positivismens tidsalder.
Ufuldendt (som ethvert tragisk billede af livs-historien)
rager dog dette dobbelt-verk, saavidt jeg kan se, op over
tidens øvrige digtning, som en herlig torso, ikke mindst gri
bende ved savnet af det afslnttende verk, hvor den religiøse
romantik - det evig barnlige og ungdommelige i menneskets
natur tinder sin pläds i en videnskabelig og virkeligheds
kjær verdensopfatning. Begge stykker viser digterens dybde
og hans naturs rigdom ikke mindst derved, at de gjennem
1 Denne tanke er lidt nærmere udviklet i min bog «Studier og portræter».
258
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
