Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Bjørnstjerne Bjørnson i den sidste halve menneskealder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson i den sidste halve menneskealder.
tiden er den mægtigste af alle fredssagens modstandere.
Denne naturalistiske metafysik hænger paa det politiske som
paa det skjønlitterære omraade inderlig sammen med den
hensynsløse individualismes moral. Nationerne kan, som
folke-individer, hævde egennytten og den sterkeres ret mindst
ligesaa hensynsløst som de enkelte mennesker. Forestillingen
om at krigen eller den brutale haandhævelse af den sterkeres
ret skulde være en væsentlig og uundværlig faktor i al
livsudvikling, har utvilsomt øvet en brutaliserende indtlydelse
paa mange staters politik og bidraget væsentlig til at gjøre
tidens moralklima ugunstigt for fredssagen. Den samme
naturalistiske metafysik virker i alle kulturlande i retning at
undergrave selve næstekjærlighedens moral, og det ikke blot
hos de mest yderliggaaende forfattere som Fr. Nietzsche og
Max Steiner.
Det vil derfor, tror jeg, staa som et af de mest drama
tiske træk i Bjørnsons livshistorie, at han som politiker kom
til at tørne imod den samme vældige modstrømning mod
næstekjærlighedens moral, som den der mødte ham i den
samtidige skjønlitteratur. Hans politik, som hans digtning,
har i visse stykker havt at kjæmpe sig frem imod strømmen
og vil maaske endnu ikke paa lang tid finde den fulde reso
nans. Baade hans digtning og hans politik har i den nævnte
henseende, mener jeg, været forud for sin tid.
Bjørnson og Tolstoi vil vel komme til at sees
sammen, som de to store strøm- eller bølgebrydere i natura
lismens flom tid. Begge har gjennem en lang aarrække
kjæmpet med front til to sider, mod ortodoksien og mod
overtroen paa naturdrifternes suverænitet. Begge har hævdet
næstekjærlighedens etik i politik som i digtning. Mangen
en gang har de begge for sit eget vedkommende formaaet at
trodse tidens strømretning, kløvet dens bølger til skum og
seet fredssagens regnbuesyner i dens vandsprøit.
Men paa den anden side er der ogsaa en stor modsæt
ning mellem disse to største blandt de nulevende digtere.
Tolstoi er østenropæer, til en viss grad österländsk sværmer.
Bjørnson er en virkelighedskjær vestenropæer, ingen my
stiker eller drømmer, ingen steil, urokkelig eller intransigent
natur. Bjørnson kan gjøre store indrøm meiser til natural-
267
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
