Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elisa Ulvig: Folkelivsbilleder fra Søndfjord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kjinnekling: kjerneklining, fladbrød med smør.
- Frettedes: spurgfes.
Elisa Ulvig.
om det, baade om der kom folk tilhuse, eller det traf sig
med jordefærd og andet uventendes. Og den vesle smør
klatten, en kanske kunde se sig syn med at faa sammen,
maatte gjøres i skillinger ved næste byreis; en skulde svare
baade skat og renter og endda ikke være ganske læns, nåar
skaalen blev drukket i brylluperne. Men det forstaar sig,
nåar husmoderen kjernede, prøvede hun sagtens, hvis det var
levende raad, at afse en liden «kjinnekling» l til ungerne, som
stod omkring med blanke, lystne øine, lagde vel ogsaa, hvis
sommeren havde været nogenlunde, en ørliden grand paa
fladbrødstykkerne rundt nonsbordet. Og saa ræd som en
var om hvert høistraa, hver ulddot, overhovedet hver liden
ting, som kunde tænkes at komme til nytte. Hvor tog en
ikke vare paa stumper af papir, seilgarn, traad, knapper,
tomme traadsnelder, ituslaaede gjenstande osv.. «Du ska ’kje
fortyne da», var den første formaning, ungerne fik, saasnart
de bekom noget mellem hænderne, og de hørte den saalænge,
til den gik dem i blodet. Karfolkene tog trøien af, nåar de gik
til kirke, for ikke at slide paa den under gangen, kvind
folkene bar det øverste skjørt forsigtig ombrettet og sam
menfoldet, kanten laa omtrent ved linningen, og det var
en ufravigelig regel, seiv i det klareste solskin. Bare i et
stykke var sparesystemet en smule skrøbeligt, der var altid
en svær mængde unger, smaa sammenpakkede tingester med
lyst, glat håar, lyse øine og stor, aaben forundret mund. Den
velsignede munden, som altid var færdig at tåge mod mad
smulen, enten en saa havde den eller ei. Og eftersom alle
disse voksede op, blev det jo ikke raad at livnære hele flok
ken hjemme. Somme maatte hjælpe forældrene med gaar
den, resten tog tjeneste rundt omkring. Eller i byen. Mest
det sidste. Var der saa mange søskende, blev det ikke greit
for ældste gutten, som skulde løse gaarden. Men saa frette
des 2 det lidt efterhvert, at bymadammerne ofte blev dovne
af sig, nåar de fik smaafolk, og gjerne vilde have dem
fra hænderne. Se det var noget, som kunde gjøres i skil
linger! Og mangen en unggut og jente drog sig den ting til
nytte. De giftede sig tidligt, han blev gaaende hjemme hos
faderen som dreng, hun drog til byen og tjente store penge
310
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
