Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elisa Ulvig: Folkelivsbilleder fra Søndfjord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 Vaarvinnen : vaaronnen.
Elisa Ulvig.
dag, prækensøndagen. Den blev nogenslags høitid for sig
seiv ud fra alle de andre helligdage. Og i ugerne, som laa
imellem, tænktes og spekuleredes der en hel del: hvem der
blandt husstanden skulde afsted næste gang, ora det var raad
at faa skoene istand eller en fik laane sig et par; om ikke
skræppekaren skulde komme saa betids, at en kunde raade
sig et nyt huetøi og kanske et tørklæde og. Og saa, nåar
dagen nærmede sig, alskens funderinger over veiret, for det
var jo det afgjørende, ikke minast for dem ytterst i fjorden.
Det var nu saa sin sag efter ugens stræv og bal at skulle
ligge og slide mod vinden fra klokken fem—seks om mor
genen og ikke kunne faa bruge seil engang. Fjeldfolket var
omtrent afstængt fra kirken om vinteren. Ja, karfolkene grov
sig nok frem paa ski iblandt, ialfald de yngre, kvindfolkene
derimod kom ingensteds, før sneen gik saavidt væk, at det
blev fremkommeligt tilfods. Men saa, nåar det tyngste af
vinteren var over, nåar dagene længedes og lysnede, og de
sorte jordflekkerne begyndte at komme frem i bakkerne, hvor
solen havde faaet lidt magt, da livnede en til nogen hver,
da kunde en komme i kirke igien.
Stegene blev kanske lidt mindre langsomme tankerne
fik det travlt: her var nu først alt det med vaarvinnen 1 , og
saa skulde alle ungerne, som var komne til om vinteren,
kristnes; nu kunde en da vaage sig ud med dem. De døde
skulde jordfæstes; det kunde heller ikke gjøres i den tid, da
slægt og venner havde vanskeligt for at møde frem, og
endelig var det brylluperne. Naar en havde vaarvinnen fra
hænderne, var det bryllupernes tid, saasandt der da var
nogen, som tænkte paa at komme sammen stundom var
det smaat nok med det og.
Saadan en prækensøndag bortimod paaske med godt veir
var ret en stor dag. Alt fra frokosttid begyndte man at have
sig afgaarde. I den rene luft hørte en tydelig langsomme
aaretag langs stranden fra smaa, tætpakkede baade, over bøen
kom folk vandrende, stilt og sømmeligt, altid en efter en, og
oppe i skarene tegnede skikkelserne sig klart mod himlen,
ettersom de naaede frem over aasryggen. Havde en saa vun
det sig til kirken, fik en sagtens nok at gjøre: først skulde
der hilses ordentlig, karfolk bare paa karfolk, kvindfolk og
314
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
