Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elisa Ulvig: Folkelivsbilleder fra Søndfjord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 Letligt: triveligt.
Folkelivsbilleder fra Søndfjord.
kvindfolk bare sig imellem; andet var da ikke tænkeligt.
Saa klumpede karfolkene sig sammen efterhvert i smaa
flokker, alt eftersom handel og andre erender krævede. Al
vorlige og faamælte stod de der med næverne i bukselom
men eller paa ryggen, snudde skraaen sindig, spyttede uhyre
langsomt og forsigtig, og vendte sig gjerne halvt fra hverandre,
nåar en samtale skulde indledes. De eneste høirøstede var
hundene. De holdt jo ogsaa stævne paa sit vis og anvendte
tiden til at faa opgjort gammelt mellemværende. Bedst at
nytte paa det var ikke saa ofte, en fik lure sig til at fare
med husbonden i kirkefærd ! Og hundene klumpede sig
ogsaa sammen, helt op til bylter paa fem—seks, og saa
rullede de rundt med knurring og glæfs og skrig og sjau
udover hele kirkebakken, saa en mest kunde skjæmmes nogen
hver, og karfolkene tilslut i fuldt sinne røg paa dem ogjagede
dem væk.
Kvindfolkene saa en ikke noget videre til endda. De var
tyet ind i stuerne med knytterne sine, baade for at faa lidt
i munden og faa stelt sig med klær og hovedbunad, inden
de skulde frem til offentlig beskuelse. De nærmeste gaard
brugerne rundt kirken havde allesammen bygget husene sine
lidt østenfor denne; der laa de omkring et stort tun med
nogen gamle birketrær ludende udover tågene: Jensstuen,
Nilsstuen, Knutstuen og prestestuen, hvor prest og klokker
havde som et slags kontor og tog imod alle, som kom med
noget paa hjerte for livs eller døds skyld. Særlig i Jensstuen
var det letligt 1. Lange, blanke solstrimer lyste ind paa hvid
skurede bord og bænke, det duftede sterkt af det enerstrødde
gulv og af snadden til Gamle-Jens, som vasket og fjelg gjerne
sad i bænken for bordenden, mens Gjørnille, kjærringen, gik
rund og blid og døvhørt til og fra og nævetoges med frem
medfolkene, eftersom de kom, og fik dem tilsæde. Des flere
der blev, des stillere blev det og, tilslut hørtes bare de
dybe tikke tak tikke tak fra det store slaguret
paa langvæggen. Kjærringer og jenter sad med hænderne
korsvis i fanget, pustede tungt og jevnt og stirrede aands
fraværende ret frem.
«Hanj verte længje, presten, idag,» kunde saa Gamle-Jens
bemerke, hvortil en af kjærringerne efter en sømmelig pause
315
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
