Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Wergeland og hans tid: Streiflys gjennem aktstykker - VI. Et brev fra Ludvig Marieboe til hans søster fru Wilhelmine Sonnleithner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et brev fra Ludvig Mariboe.
efteråt han paa ansøgning havde faaet afsked fra armeen (han var fra 1813
kaptein å la suite).
Her bosatte han sig paa Eid i Høland og begyndte fra 1824 at udgive
bladet Patrouillen, som i en række af aar hævdede sin plads som
landets bedste oppositionsblad; det udkom først fra Drammen, senere fra
Kristiania indtil 1832, da det ikke kunde staa sig i konkurrancen med
Statsborgeren og maatte gaa ind. I 1830 mødte Mariboe paa stortinget
som repræsentant fra Kristiania, hvor han gjorde sig gjældende blandt opposi
tionens mere fremtrædetide medlemmer. I 1833 mødte han atter, dennegang
fra Akershus. Han blev imidlertid i s. a. angrebet af en nervefeber, hvis virk
ninger han aldrig synes at have forvundet: sygdommen udviklede sig tilslut
til en fuldstændig sindssygdom, og i mai 1840 blev han anbragt paa sinds
sygeasylet ved Slesvig. Det var ved efterretningen herom, at Wergeland i
Morgenbladet skrev sit deilige digt: Ludvig Mariboe.
Nu tom er haanden, træt og tom
der skjænkte Norges fattigdom
mer guld end nogensinde dette,
om det har hjerte, kan forgjette.
Hvor famler den i vildsom leg
omkring lians pande høi og bleg!
Den efter borgerkransen leder,
som, nordmænd, han jo fik af Eder?
Nu har han ikke mere guid,
nu vil han samle haanden fuld
af egebladene det sidste
at give Norrige, han vidste.
Dem vil han over Norge strø.
Først da han synes han kan dø,
nåar landet han sin vundne ære
kan segnende igjen forære.
Hvor smiler han! hvor glad og stolt,
somom han rigdomshornet holdt,
og kunde drysse ned som gave
i Norges skjød Aladdins have!
Hvor smiler han idet han strør!
Ak, stakkels gamle, hvad du gjør?
Det er dit håar, af kummer blegnet,
ei gyldne blade, ned de regned.
Thi folket gav dig ingen krans.
Det har en kort erindringssans.
Det kommer først med den paa baaren
og tror at sone alt med taaren.
368
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
