Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Ording: Religionen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johannes Ording’.
og smerte. Thi vi vil hævde os seiv som overlegne og selv
stændige ligeoverfor al natur. Overfor den ydre natur har
vi da en følelse af utryghed, ofte af en hemmelig angst. Vi
føler, at naturen i sig seiv er en blind og fremmed magt,
som altid truer vore livsinteresser og ofte knuser livslykken,
og som altid skjuler lidelse og død i det liv, den byder os.
Vi værger os, men ligger under. Man ligger under seiv da,
nåar livsdriften forhærder sig og seiv bliver som en blind,
umættelig naturmagt, eller nåar den søger sin egen undergang.
Og idet vi er bundne af vor indre natur, volder livsviljen og
selvstændighedsdriften os savn og tomhedsfølelse, disharmoni,
konflikt og splittelse i sindet. Livstrangen ytrer sig i disse
tilstande som en trang til tryghed overfor naturen og til herre
dømme over den, som trang til større, høiere og rigere liv,
som trang til fred og harmoni, til enhed og mening i livet.
Denne livstrang rummer alle individuelle nuancer i sig. Hos
enkelte kan f. eks. trangen til livets udvidelse og vekst være
mere fremherskende ; det gjælder særlig om de mere har
moniske naturer. Hos andre kan konflikterne blive svære,
og dermed trangen til fred, enhed og harmoni mere frem
trædende.
Denne trang faar en religiøs karakter, idet den bliver
dyb og central, og idet det større livsindhold, som vi søger,
skal være den eneste og herskende magt i vort liv. Men
religiøs i egentlig forstand bliver den først, idet vi føler, at
vi seiv og alt i verden er ude af stand til at tilfredsstille den.
Den bliver da en trang til en høieste og alt beherskende
livsmagt, som vi fri t og helt kan hengive os til. Det
er livsviljens høieste form.
Men denne religiøse trang kan være uklar og usikker og
føre vild. Hvad kan ikke et menneske gjøre til sin religion,
hvad kan man ikke forgude! Videnskaben, kunsten, genierne,
menneskeslægten, universet, ja sit eget jeg! Thi uden en
form af religiøsitet maa livet blive mat, koldt og tlaut. Men
i alle disse former af «religion» tager man feil af sig seiv og
sin gjenstand. Det man saaledes samler sig om, er enten
noget partikulært, og da kan det ikke være den alt be her
sk ende magt. Eller ogsaa er det noget universelt, men dette
universelle, verdensaltet, er ikke den magt, som kan give os
det liv vi begjærer, og trygge det for os. Skal det universelle,
392
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
