Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elisa Ulvig: Folkelivsbilleder fra Søndfjord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Elisa Ulvig.
Og de havde sit igjen endda de, inden de slåp —, maatte en
saavist betænke det, mens stunden var der. Forsaavidt kunde
det være en priselig skik, at de gamle kållene, nåar de om
kvelden jordefærdsdagen sad mætte og utørste om bordet,
havde som en slags væddekamp sig imellem om, hvem der
kunde sige op de fleste og længste salmer uden at hugse feil
eller stanse en eneste gang. Det forstaar sig, ølstaupet maatte
ikke være tomt, skulde de klare sig med ære; men blev det
passet ordentlig, var de svære karer i sin børnelærdom og
indlagde sig baade respekt og hæder hos ungdommen, som
taus og nysgjerrig lyttede til. Og mangt et salmevers, man
gen side af hustavlen gled paa den maade ind i tilhørernes
bevidsthed og fæstede sig der for livet.
Aanald hed en mand. Han boede ved Vaagevandet
ovenom heien. Aanald var af Lybakslægten, grannvoksen
og stilfærdig, med hud som en jente og langt, mørkt håar.
Det var gjæve folk, de fra Lybakgaardene, vellærte og om
gjængelige, dertil høviske i al sin færd. Mændene var nok
aldrig bleven forsmaad, nåar de bød sig frem, hverken af
unge eller gamle; kvindfolkene blev anseet som framifraa
gode giftermaal. Saa ingen pleiede at gaa længe hjemme paa
farsgaardene der. Og da Aanald kom i den alder, var mange
øine fæstede paa ham ved kirken, saa han stundom kjendte
sig rent ilde ved og ønskede, han var blevet igjen hjemme.
Men aldrig havde han sine øine paa nogen, og en undredes
efterhaanden paa, hvem det egentlig var, han havde seet sig
ud; for ingen kunde blive klog paa det. Og han var vel
ikke anderledes beskaffen han end andre! Der er paa sin
maade vakkert ved Vaagevandene. Vist er dalen liden og
trang; men i vest ser en langt ud, i godveir helt til et smalt
glitrende baand af sjøen ytterst ude ved himmelranden.
Men dalen seiv ligger og vogter paa sine dybe mørke øien
stene, vandene, og skjærmer dem vel med høie, dystre aaser
til alle kanter. Eftersom tiden led, begyndte folk at skjønne,
at ikke alt var, som det skulde være med Aanald. Han
blev endnu mere stille og faamælt end før, var klein i mad
veien og brød sig ikke om at være sammen med andre. Men
sit arbeide passede han, endskjønt kræfterne tog af, til han
en dag lagdes ned. Naar nogen spurgte, hvad som feilede,
havde han lidet eller ingenting at svare; han laa stille hen,
410
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
