Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elisa Ulvig: Folkelivsbilleder fra Søndfjord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 Skjykken: vedskjulet.
Folkelivsbilleder fra Søndfjord.
over den døde. Lavmælt og stilt bar han frem til ham slægt
og venners udsagn om, hvad slags kar han havde været,
mens han færdedes blandt dem, og gav ham deres sidste
hilsen med paa veien, vendte sig saa til dem igjen med
den dødes farvel. Saa havde de ham ud under langsom
dyster salmesang, ud i høislæden, dækkede ham med et gildt
aaklæde og för med ham paa hans sidste reis. Først gik et
par karfolk, de sang et salmevers, hvergang færden, som skik
og brug var, stansede ved gaardene, saa kom kisten, nærmest
efter den alle mandfolkene, sortklædte og tause, dernæst
kvindfolkene, høilydt hulkende og indhyllet i lange hvide
lagen. Langsomt gik detfremover; nåar en gaard passeredes,
kom folk ud og blev ærbødig staaende i døren, mens smaa
barn keg frem bag de voksne og stirrede paa det sælsomme
optog med store, runde, forskrækkede øine. Men hundene
oplod ikke sin mund, saa ilske de ellers kunde være, bare
krøb ind i skjykken 1 med halen mellem benene, knistrede vel
endog iblandt, nåar de saa færden komme. Hundene er
store ting til forstandige dyr, de ved mere end en skulde tro.
Da mor til Lia-Rognald droges med døden, da vaagnede folk
paa nabogaarden om natten ved tramp som af mange fødder
paa tunet og hørte skjellig langt borte fra salmesang. Men
hunden för bort til vinduet, satte fremfødderne opi karmen
og ulede og bar sig gruelig. Manden i huset gik og borttil,
det var maanelyst; men han kunde ikke se det ringeste, og
vel var det for ham; for det, hunden saa og förnam, var
ingenting andet end forefærden til Liakjærringens begravelse
og det som da hændte. Ellers havde vel hunden ikke gaaet
saa rent fra vettet; den blev værende i vinduet, stirrede som
fjetret ud paa tunet, mens busten stod ende tilveirs, og jam
rede længe efter, at alt derude var blevet stilt igjen.
Aaja, Gud unde os alle at gjemmes i viet jord efter al
vor strid og møie og blive stedt skikkelig til jordefærd. En
kunde altid finde sig i at have det smaat og trängt ellers i
mange maader, nåar bare den sidste reis blev ordentlig fra
sig gjort. Den var jo som et farvel og tak for sig til alle
dem, en havde havt hjælp og hygge af her i denne verden.
helliges tid). Se prof. Sars: «Udsigt over den norske historie», 2. del, kap. 2,
pag. 39.
409
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
