Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Margrethe Wullum: Folkehøiskolen - I. Den danske grundtvigske høiskole
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Folkehøiskolen.
rager hans egen personlighed frem og er blevet til rigdom langt
ud over grundtvigianismens grænser og i tid vil blive langt forbi
dens epigoner.
Hvad det levende ord er som meddelelse fra sind til sind,
fra aand til aand, hvad det er i al skole og al opdragelse,
det staar præget i de nordiske folk, saa det ialfald der sent
skal glemmes, og hans fordring om en levende skole, hvor det
ikke er til barnets evne til udenadlæring, men til de 18—19-
aariges aabne sind, man skal vende sig og tale til dem om
alt, hvad der har værd for livet det kommer vi vist aldrig
helt ndenom. Og han er det jo, som har sat ind i livet: at
hele folket skal have sin høiskole og særlig og fremfor alt
jorddyrkerne, og hvor megen varende sandhed der er i hans
lidenskabelige protest mod død lærdom: «Lys uden varme er
helvedes kval» ! Seiv om han seiv ofte tog feil, fordi den
bundne varme i videnskabens arbeide ikke føles ligetil. Hans
dristige tilraab : Frihed for Loke saavel som for Tor! Fri
hed for alt hvad der stammer fra aand ! mod at udkjæmpe
aandelige kampe med andet end aandelige vaaben, hvor er
vi langt fra det endnu. Og han er i overensstemmelse med
al den dybeste menneskekimdskab, at glæden er en af livets
sterkeste kræfter, og hans egen glæde var ikke af den lette
tungt erhvervet var den. Alle store mennesker har, ial
fald i vor tid, noget af solen i sig i det ligner Grundtvig
og Wergeland hinanden, og hvad kan mere ligne solens bry
den gjennem de dunkle og ængstende skyer, end nåar han
bryder ud i fortrøstningens jubel overfor dødens mørke gaade:
«Vidundertro, slaa over dybet din gyngende bro», eller mere
af en solnedgångs fred, nåar han siger: «Kirkeklokke, nåar
engang du lyder for mit støv, skjønt det dig hører ei, meld
da mine kjære, saa det fryder, han sov ind som sol i høst
gaar ned.» Deiligere mindesmerke har dog vist hans vældige
livsfølelse og hans kamp med onde dogmers overlevering
neppe sat sig, end hvor han i oprør mod kirkens fordøm
melse griber fat i «nedfarten til helvede» som sin rednings
planke til frelse for alle de døde og nyskaber den gamle
irske salme i sin vidunderlige «En kveld blev der banket
paa helvedes port» «da lyttede alt under jorden», hvor
han tilsidst udbryder: «saa af det hele, som Gud har skabt,
gaar kun fortabelsens æt fortabt.» Det er den evigt forfær-
491
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
