Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Eitrem: Ibsens gjennembrud. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IBSENS GJENNEMBRUD.
Naar man skal forsøge at vinde klarhed over omfanget af
det opgjør som Ibsen nu holdt med «tingene hjemme»,
ligger det nærmest at begynde med hans forhold til hjemlig
kunst, og særlig til dens mest udprægede og udmerkede
repræsentant, Welhaven.
I sin hjemmedigtning havde Ibsen fulgt trolig i denne
førers spor. Hans poesi fra 50-aarene lige til han var en
mand paa meget over de tredive er fulde af welhavenske
vendinger, rytmer, tanker 1. I «hævnpoesien» fra 60-aarene
er ogsaa en slig efterklang hørlig. Men nu lyder den ander
ledes, ofte løssluppent, men ogsaa ofte smertelig ironisk;
thi ogsaa dette var et af de forhold han med kraftanstren
gelse maatte rive sig løs fra, da han paa hjemlandets bekost
ning drog i sin frivillige landflygtighed.
Fra dette Ibsens kirkebygningsaar stammer et lidet digt
som godt illustrerer de to digteres forhold paa dette tids
punkt. Det heder «En lurke» (IV 333). Det var et ældre
poem som han nu tog frem og underkasted en omarbeidelse.
Det blev ikke dets endelige form ; vi har det iet endnu senere
udkast fra 1870, og efter megen pudsning fik det endelig
følgende form:
1 En kompliment til Welhaven findes i en sang til Schweigaard fra 1860
(«enkelt sånger kvad vel under løvet» IV 276).
41 Samtiden. 1908.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
