Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Eitrem: Ibsens gjennembrud. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 J. E. Sars, «Norges politiske historie efter 1814» s. 463—4.
H. Eitrem.
bort, idet han tar en jente af tateræt, og hans barns og
barnebarns skjæbne er paa en forunderlig maade vævet ind
i Brands og hans barns skjæbne. Gerd, eller i et enkelt til
fælde hendes søster med et lidet barn paa armen, møder den
unge prest paa alle hans livs korsveie, og bestemmer den
retning han skal vandre. Tilslut løsner den stakkars piges
vildsind skredet over hendes hoved, og han faar et tydeligt
svar paa en gaade han har uddybet mere og mere i disse
aar hjemme:
«Ja hver slegtens søn tildøde
dømmes maa for slegtens brøde.»
Digteren har aabenbart opbudt al sin kunst for at gjøre
Brand dramaet til en slegtstragedie bygget over samme
sujet som saa mange af romantikernes bondeidyller. Ogsaa
eposet viser en omhyggelig tilrettelagt modsætning mellem
Brand og Gerd, hvilket tyder paa at vi her har at gjøre med
en af de ledende arkitektoniske linjer i Brand-digtriingen.
Hensigten med denne bygmesterens plan er aabenbar.
Prestens uopløselige og uendelig indfiltrede sammenhæng
med sin fattige hjembygd, som han en stund trodde det
muligt at frigjøre sig fra, symboliserer digterens eget forhold
til hans hjemland med alle sine rødder sad den mægtige,
himmelstræbende gran fast i den klipperevne skjæbnen havde
plantet den i.
Med Ibsens syn paa folkelivet forandredes naturlig ogsaa
hans syn paa f o 1k e a rv e n.
For at forståa Ibsens forhold til denne maa vi huske
paa at netop paa dette felt havde den sildig-fødte norske
nationalromantik gjort sine smukkeste erobringer. Ligesom
norskheden i 40-aarene havde en kunstnerisk renæssance,
saaledes havde den i 50-aarene en videnskabelig renæssance.
Den saakaldte norske historiske skole med P. A. Munch i
spidsen erobred en individualitet ogsaa for det norske folk 1,
hvad der som bekjendt bragte Munch i afgjort opposition
mod Danmark: «Munchs navn nævnes i almindelighed ikke
622
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
