Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Eitrem: Ibsens gjennembrud. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
42 Samtiden. 1908.
Ibsens gjennembrud.
paa fænomenet, især paa den materialisme som han fandt
mest udpræget hos englænderne. I 1851 omtaler han i en
anmeldelse af et skuespil Sir Hotham som «en fuldstændig
Englænder, der vel er beredt til at hjælpe sin ven, men ingen
lunde taber «bomuldsinteresserne» af syne» (X 323). Som
man ser, den samme type som Mr. Cotton i Peer Gynt.
I Abraham Lincolns mord (vaaren 1865) er engelskmanden
bomuldsmagnaten. Et af de værste syner Brand har paa sin
sidste viddevandring er brittens kvalme stenkulssky, som
sænker sig sort over landet. Og den 3. dec. 1865 straks
efter fuldendelsen af «Brand» skriver han til sin svigermor
at hans lille gut aldrig med hans gode vilje skal komme til
at tilhøre et folk, hvis opgave det er at blive englændere
istedenfor mennesker.
Ibsen tog en ganske anden vei end den udprægede
idealist Vinje. Denne saa at strævet for materiel fremgang
var et nødvendigt gjennemgangsstadium, et iiundværligt
grundlag for videre bygning af vort nationale liv, en historisk
fllosoflsk betragtning af fænomenet som ingenlunde kunde
mætte Ibsens hunger efter idealet. Vinje gjorde gode miner
til siet spil. Han farted omkring paa dyrskuer, og fik godt
folk til at le og til at tænke. Det var nu hans maade at
hævde idealiteten paa.
Det er dog ingenlunde saa at vort folkelige samliv her
oppe i Norge var blottet for idealistiske træk i hine 15 aar
Ibsen var med, iagttagende og handlende.
Selve den nationale romantik er et saadant træk, og
skandinavismen bar et umiskjendelig idealistisk element i sig.
Og den krasse materialisme affødte som en psykologisk nød
vendighed en paradoksal idealisme. Denne var vold
som, overdreven i sine udtryk, fik ofte en abstrakt karakter,
og antog tildels formen af en vækkelse.
Religiøse vækkelser er jo i sit væsen intet audet
end en periodisk tilbagevendende religiøs idealitet, og en
saadan vækkelse indtraf netop i 50-aarene. Mange mænd og
endnu flere kvinder af den gamle generation som nu er hvid
haaret og tilbageskuende, dvæler ved minder fra den tid da
de var grebne af bevægelsen, som de herligste de har, som
bærende i hele deres liv. Jeg har hørt fortællinger fra kyst
byerne vesterover, om hvorledes Erlandsen fra Kristiania greb
633
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
