Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Eitrem: Ibsens gjennembrud. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ibsens gjennembrud.
som fyldte galehusene, det maatte Brand ogsaa høre.
Hvad Ibsen først og fremst følte sig grebet af under dette
stormveir var disse menneskers absolute krav. Det stod i
samklang- med noget af det bedste hos ham seiv og rørte
ved strenge i hans hjerte som lyder høit og haardt i hans
« Brand »-digtning.
En særegen form af denne bevægelse er den storm som
Lammers vakte 1. Denne storm kjendte Ibsen væsentlig paa
anden haand, gjennem slegten i Skien. Men den faldt for
en udenforstaaende sammen med den vækkelse som Ibsen
havde god anledning til at studere i Bergen og Kristiania og
andre steder han færdedes jo ikke lidet omkring i landet
i den tid.
Dog har han ikke bare samlet iagttagelser. Et sligt
veir kan ikke ha blæst uden at en natur som Ibsens følte
sig opfrisket og styrket.
Ibsens Brand er ikke det eneste eksempel paa at dette
rigt pulserende religiøse liv blev udhyttet i skjønliteraturen.
I slutningen af 18(52 udtaler Ibsen i en boganmeldelse (X 497)
at «den godtroende læseverden i disse tider er mer end til
bøielig til at hoppe ind i den fælde bøger «med religiøs
tendens» opstiller, og han minder om at «bodsprækener i og
for sig seiv ingenlunde har nogen sterkere evne til at gjøre
et skjønliterært verk religiøst». Denne dom rammer ikke
den skildring av en vækkelse som Bjørnstjerne Bjørnson
samme aar (1862) havde git i «Sigurd Slembe» 2.
For det religiøse har forøvrigt Ibsen altid bevaret en dyb
ærbødighed, som han med sit udprægede hang til symbolisme
overførte til presterae. John Paulsen husker at han engang
i Miinchen saa at Ibsen, som trodde sig übemerket, tog
hatten af for en forbigaaende jevn geistlig, «som forvirret og
i stor skynding gjengjældte hans respektfulde hilsen» (Fest
skriftet s. 44). Sammenhængen kan jo være den at Ibsen
tog feil af manden, men umulig er historien ikke. Under
1 Nye oplysninger herom har senest Christopher Bruun git, se Karl
Larsen, Ep. Brand s. 244 ff.
2 Om det religiøse element i den tids skjønliteratur se min afhand
ling om «Sigurd Slembe» i Nordisk tidsskrift 1907 s. 551. En fornøielig
skildring af en skjæv retning i vækkelsen kan man læse hos Vinje
Utval 2. 277 ff.
635
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
