Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Welhaven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gerhard Gran.
instrument var gjennemberust af hele verdenslivet, fra
livsblunket i kaninens øie til klodernes rytmiske fart gjennem
uendeligheden; et instrument, hvis mange dissonanser dog
udløstes i harmonier af en høiere orden, som Welhavens
øre var lukket for. Det var hans begrænsning. Man har
sagt, at han i virkeligheden hørte dem, men at han ikke
turde, eller endog at han ikke vilde høre. Ja hvis de t
var sandt, da skulde vi ikke reise nogen statue for ham eller
samles om hans minde, thi da var han jo ikke andet end
en forfalsker, en fusker, som af en eller anden lavereliggende
grund sa noget andet end sandheden, i det, som han
gav ud for at være sit helligste.
Men det er sikkert en bagvaskelse. Welhaven var af
naturen og ifølge alle sine forudsætninger ikke indstillet til
at beundre det ufærdige; han var ikke af dem, som hører
det gro, han valgte sig ikke april med det meget rabalder, men
september, naar livssafterne har afgiæret og frugten falder
færdig og moden af træet. Og det hadde han vel sin fulde
ret til, skulde jeg mene, den ret, som enhver har til at være
sig selv. Welhaven maa 11 e i Wergeland se den Fenrisulv,
det blev hans livs maal at fælde, og naar det ikke lykkedes
ham, saa kan vi nok glæde os over det; men der skal ikke
fra hans kamp falde end den svageste skygge over hans
uplettede hæderlighed.
Der blev for ikke længe siden talt meget om Henrik
Wergelands ensomhed, om den forfølgelse, han var gjen
stand for, om det gode selskabs uforstaaende raahed lige
overfor ham; og det er sandt, der var en tid i hans liv,
dengang han hadde gjort det, ganske sikkert helt nklanderlige,
men ligesaa sikkert høist ukloge skridt at tage mod penge af
Karl Johan, da var der en tid, da alle vendte ham ryggen,
og der kunde gaa ilinger af bitterhed over hans sjæl. Men
det varte ikke længe, og hvad gjorde det ham igrunden? Selv
om vennerne svigted, saa hadde han jo sin kanin og sin tro
faste hund, sine nelliker og sine roser og sin spindelvævs
traad at klatre til himmels paa, naar det lysted ham.
Men for Welhaven var ensomheden dybere og af en
alvorligere art, han trængte paa en ganske anden maade
atmosfære, og almenheden stod paa en ganske anden maade
4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
