Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Welhaven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hvor larm af fossevældet
kuer al anden røst.
Welhaven.
udenfor alt det, som var hans livssag, end tilfældet var med
Wergeland.
Jeg glemmer naturligvis ikke, at Welhaven engang ogsaa
hadde sit krigerfølge, at der var en tid firtiaarene, hvor
det aandelige klima var gunstigere for hans vekst, at det
«gode selskab» dengang taalte ham og fridde til ham, at hans
hvasse ord løb gjennem byen og blev beundret og gienlat,
at han stod som en streng dommer over al kunst og alt
aandsliv, hvis autoritet faa turde mukke imod.
Men hadde saa egentlig Welhaven nogen dybere til
fredsstillelse af all dette, kunde det egentlig være nogen
videre glæde for ham at vanke i disse tine selskaber, som
undertiden var saa fine, at han ikke kunde holde sig fra
høit at sige et uhøvisk ord for at ha moroen af at se det
hele ramle. Egentlige venner hadde han faa af, færre og
færre, tilslut ingen, og spør vi ham selv, saa svarer han,
at han hele sit liv igjennem følte sig som en fremmed fugl
i dette grumme land.
Da han femogtyve aar gammel udsendte sit første større
digt, saa finder vi blandt de mange kjølige sonetter fire
linjer, som dirrer af personlig smerte, og det er disse:
Saa mangen aand, der slipper hobens tridt,
og mangt et hjerte, hvori himlen daler,
staar under klippen med Prometheus-kvaler
og ser sig lænket til den graa granit.
Og da han henimod de seksti i et af de allersidste digte
han skrev, søgte et symhol for sin digtning og dens stilling
herhjemme, saa fandt han fossekallen:
der bygger og bor paa fjeldet
en fugl med sangerbryst.
Men mangen en gang til takke
for triller og blide kvad,
faar fuglen over sin nakke
et isnende umildt st}’rtebad.
den hæver endnu sin friske sang.
alene, for døve ører,
Paa is, som taage slører,
i elvegruben trang,
5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
