Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Welhaven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Welhaven.
hede ønsker om samklang, om inderlighed, om kjærlighed;
og disse to øine de brast, just som de skulde bli de
lysende stjerner paa hans livsvei.
Da Ida Kierulf skulde begraves, aarked Welhaven ikke
at være i byen, han satte sig i en vogn og kjørte udover
landeveien, kjørte og kjørte til langt paa nat og stansed
ikke, før han kom til Thorsø herregaard. Der vækked han
sin gamle ven Zacharias Møller; om han talte til ham,
véd vi ikke; men nogen dage efter saa man ham atter paa
Kristiania gader, tilknappet og med monoclen i øiet, over
modig og væbnet til tænderne, angst for medfølelse eller for
trolighed, som kunde komme til at røre ved det ømme såar;
atter fik godtfolk noget at snakke om dæmringsskaldens iskolde
hjerte; men ligeoverfor sin søster, fru Sars, brast han sammen
og sa: «Der er sprunget en streng i mit hjerte, som aldrig
vil heles.»
Helet blev dog strengen, og det blev paa den, han skulde
spille sine skjønneste, sine evige melodier. Thi han
flygted ikke fra det saare minde, søgte ikke at døve det,
hverken i sin kamp mod fienden, eller i noget slags Welt
schmerz. Bøiet blev han af sin sorg, dybt bøiet ind imod
sig selv, men knækket blev han ikke. Med sit trofaste sind
hegned han om mindet, atter og atter tog han det frem i
sine ensomme, sine mange ensomme timer; og har nogen
med sandhed kunnet sige Ibsens dunkle ord: evig eies kun
det tabte, saa var det Welhaven i hans ustanselige gjenop
levelse af sin ungdoms kjærlighed, som svandt saa braat.
Som et frugtbart frø sænked den sig i hans væsens dybder,
og op af dets bitre rod voksed hans karakter, hærdet
i übønhørlige selvprøvelser. I sin ungdom hadde han set
livets maal i at udfolde sig til en harmoniseret, skjøn per
sonlighed ; livet skjænked ham denne harmoni, men paa en
anden og grummere maade, end han hadde drømt om. Der
rinder i bunden af hans digtning en hulkende melodiøs bæk,
digtene om Ida Kierulf, lindrende rytmer, evige bud om en
dyb menneskelig sorgs lutrende evne.
Naar vaaren kommer og de første knopper brister, da
glæder sig alle, som kan være glade og stirrer i luften
ved lærkernes slag og griber en duft af de unge blade.
7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
