Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Moltke Moe: Nationalitet og kultur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nationalitet og kultur.
eget, og det som rundt om fra strømmer ind paa en, mellem
gammel arv og impulser utenfra. Allerede gamle Heraklit
har utfundet at oprindelsen til alt liv ligger i spændingen,
i brytningen, i striden.»
Under denne synsvinkel har vi at se den dype motsæt
ning inden vort folk, se striden mellem vor dannelses inter
esser og de brede folkelags. Og saa sterk som spændingen i
dette tilfælde er, gir den saa meget større løfter, naar engang
kamptiderne er gjennemstridt og nationen sveiset sammen til
en enhet i høiere forstand end bare geografisk og politisk.
Bare at vi ikke taper av syne, at begge parter har ret,
men ikke hele retten, at hver af dem repræsenterer sin side
af den store kulturlov.
Maalspørsmaalet i vort land er efter sit væsen et utslag
av nationalinstinktet, av den uvilkaarlige, umiddelbare kraft
i nationalitetens liv. Der er én gang skedd et brudd i vor
sprogutvikling og vor kulturutvikling. Og dette brudd kræver
at heles, at bli lægt. Aldeles som en organisme som er skadet
eller blit hemmet i sin vekst: übevisst og uvilkaarlig samler
den sine safter og bygger nye celler, for at utbedre det tapte
og gjøre skaden god igjen. En naturlig og selvgiven proces
for alt liv. Sier den andet, denne proces, end at her er liv,
og at livet derfor arbeider paa at bøte det tap som har ram
met det? Med andre ord: Maalbevægelsen maatte komme,
maatte det saa visst som vor nationalitet har livsvon og
livskraft.
Det som er feilen ved maalbevægelsen, er den uhistoriske
romantik som endnu klæber ved den: at den fra først av har
forset sig paa den straalende middelalder, og blandet det som
én gang var norsk, med det som aarhundreder efter er norsk;
at den prøver at holde fast ved døde, døende, eller overlevede
«relikte» livsformer, i steden for bare at gaa ut fra det som
har livets fulde ret, fra vore dages maal og maalfølelse; at den
følgelig ser paa norsk og norskhet mere som paa noget færdig,
noget indvundet, en slags national avdraatt, end som paa en
kraft, en virksomhet, liv. Baade kraften og det kraften
oparbeider, hører jo med til alt liv; men det er kraften som er
det øverste, det store, den er det som frembringer produkterne;
produkterne selv betegner i forhold til sin kilde alene de for
skjellige utslag av kraften, saa at si dens utviklingstrin. Kraften
23
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
